Du er her: 
tirsdag08sep2020

Koncert med Thure Lindhardt og Søren Gemmer

tirsdag08sep2020 kl. 19:30 - 20:30

Højsangen med Thure Lindhardt og Søren Gemmer

Skuespilleren Thure Lindhardt og musikeren Søren Gemmer gæster Billund Kirke som led i efterårets Jazz i Trekanten med en tværkunstnerisk fortolkning af Højsangen. En sydende omsmeltning af Det Gamle Testamentes sprogblomstrende ode til kærligheden og til kroppen. Højsangen har en særlig plads i verdenslitteraturen og i Bibelen, hvor den med sin billedrige, ublu hyldest til kroppen har været en torn i øjet på bornerte teologer i århundreder. Teksten har inspireret blandt meget andet Shakespeares sonetter og et væld af populærkulturelle værker. Som den eneste tekst i Bibelen er den båret af en kvindelig fortællerstemme.

Højsangen undersøges gennem Lindhardts distinkt nærværende læsning og Gemmers sakrale synthflader, iturevne reallyde og livesamplinger af den talende stemme, fremkaldt kvadrofonisk fra kirkerummets fire hjørner.

Skuespiller Thure Lindhardt fik sit gennembrud i 2000 med spillefilmen Her i nærheden, hvor han spillede over for Ghita Nørby. Han har siden medvirket i blandt meget andet Ole Christian Madsens Nordkraft og Flammen og citronen, filmatiseringen af Dan Browns Engle og dæmoner samt TV-serier som Edderkoppen, Rejseholdet og Broen. Søren Gemmer, som er pianist, elektronisk musiker og komponist, arbejder i et spænd mellem moderne jazz og improviseret elektronisk musik. Han har blandt mange andre spillet med Marilyn Mazur, digterne Jørgen Leth og Caspar Eric samt Palle Mikkelborg og DR Big Bandet.

Der er fri entré til koncerten.