Nyt fra sognet

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis

Af Solvej Paabøl Andersen

Grænserne er åbnet til Spanien, så lad os tage et lille smut derned, idet vi med garanti tager os i agt for alle restriktioner og risici. Lad os nærmere bestemt rejse til i Nordspanien, til en lille by, som hedder Borja. I den by er der en kirke, der hedder Santuario de la Misericordia. Inde i kirken hænger en fresko. Et kalkmaleri, som forestiller den tornekronede Jesus. Eller …. forestilleDE!

Sådan en fresko kan godt falme lidt med tiden. En 80-årig kvinde syntes, at den trængte til at blive frisket lidt op. Og da hun selv holdt af at male og havde grejet til det – ja, så tog hun sig af det!  Resultatet blev ifølge en BBC-journalist, at Jesus mest af alt kom til at ligne "en behåret abe i en dårligt passende tunika".

Heldigvis var det ikke et middelalderbillede. Det var kun 100 år gammelt. Men det er nok til at få affektionsværdi for en menighed. Lad os bare sige det sådan, at den ældre dame fik ingen tak for indsatsen. Ikke lige i første omgang, i hvert fald. Men hun blev kendt – historien gik viralt, som man siger. Den blev delt på internettet over hele verden, under navnet ”den værste restaurering i historien”.

Det otte år siden. Efter et par år vendte Kristeligt Dagblad tilbage for at se, hvad der videre hændte. Kirken var blevet et valfartssted for turister. Jeg tjekkede lige – den får faktisk 3.5 ud af fem points på TripAdvisor. Og jeg kunne forstå på en af anmeldelserne, at det nu koster 2 euro at få lov at se den. Der er sågar sat glas foran billedet. Man passer simpelthen på det, så grimt det er blevet. Og den nu nogen-og-80-årige kvindes egne malerier sælger iflg hende selv også bedre, efter den affære.

Det er i sig selv en vældig evangelisk pointe: hvordan noget som så ud til at være fuldstændig mislykket og skabte vrede og splid viste sig at være en kilde til rigdom, og alt blev tilgivet. Og hvordan en historie, som for en umiddelbar betragtning kunne lyde inderligt ligegyldig for andre end en snæver kreds, nu også bliver fortalt fra en prædikestol i Billund.

Kristendommen begyndte som netop sådan en fiaskohistorie. Et lille barn i en krybbe, født uden for ægteskab af en forlovet til en tømrer. Fra Nazareth! Skulle det nu kaldes en frelser. Guds søn? Og så alt det, som dette menneske gik rundt og sagde. ”Lad de små børn komme til mig, for Guds rige er DERES”, f.eks. Og endnu værre: ”Dine synder er dig forladt!” Vi kan slet ikke høre i dag, hvor provokerende det har været. Dels fordi den fortælling nu har haft sin virkning i et par tusind år, påvirket vores menneskesyn og samfundssyn i en grad, så vi ofte glemmer, hvor det kommer fra. Det er jo på en måde godt. Og dels fordi vi så måske netop i den tilegnelse af kristendommen kommer til at gøre den SÅ meget til vores, at vi overser det, som vi ikke umiddelbart kan få til at passe. Eller det som er lidt besværligt for os. Så vi ender med at stå tilbage med en dårlig retouchering af Jesus, og det han bragte ind i verden.

Det er præcis det, der er på færde i samtalen mellem Jesus og disciplen Peter. ”Hvem siger folk, jeg er,” spørger Jesus. Og disciplene kommer med forskellige svar, som de har gået og samlet op af folkedybet. Alle sammen svar, som gør, at Jesus ikke er helt genkendelig. De kan se noget Johannes Døberen i ham eller en af profeterne. Alle sammen vigtige skikkelser, bevares – men ikke nok til at fortælle, hvem Jesus er. ”Nå men hvad så med jer,” spørger Jesus. ”Hvem siger I, jeg er.” Og så er det, ordene falder helt rigtigt ud af Peters mund: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Lige præcis, Peter! Det er ikke noget, du selv har kunnet tænke dig til, det er blevet åbenbaret for dig. Og det er på den åbenbaring og den bekendelse, at kirken skal bygges. At Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Men da Jesus så fortæller, hvordan det skal gå ham, så kan Peter slet ikke være med mere. Det passer slet ikke ind i hans billede af Kristus. Kristus eller Messias betyder den salvede. Man ventede en konge af samme kaliber som David. Ham, der allerede som knægt fældede filisterkæmpen Goliath med sin stenslynge. Ham, som slog fjenden ned og bragte Pagtens Ark tilbage til templet i Jerusalem. Han var forbilledet for den ventede frelser, som skulle komme. Man forestillede sig helt bestemt, at han skulle drive romerne ud og give Israel sin storhed, stolthed og selvstændighed tilbage. Det passer altså meget dårligt med, at Jesus siger, at han skal fornedres af folkets øverste, lide og dø. Han siger godt nok også, at han på tredjedagen skal opstå og dermed besejre den største fjende: døden. Men det hører Peter slet ikke. For han kommer der med sin pensel og siger: ”Nej, sådan må det ikke gå”. Den protest får Jesus til at kalde Peter for Satan. Fordi han ikke vil følge Guds vej, men vil friste Jesus til at gå med ned ad den vej, som for de fleste mennesker nok ville se mest oplagt ud at vælge. Vejen væk fra Jerusalem.

Det kan godt ske, at den 80-årige spanske kvinde slap afsted med at friske Jesus op på fresken i den lokale kirke. Det var trods alt en kirke, som hedder noget med miseriCORdia. Det betyder barmhjertighed. Som er præcis, hvad kirken er til for at forkynde. Men hverken Peter eller vi slipper afsted med at pynte på evangeliet. Korset og lidelsen hører med. Uden det forsvinder grundlaget for at forkynde barmhjertighed. Barmhjertigheden vender vores nederlag til sejre. Barmhjertigheden kendes ved alt det, som mislykkes for os og giver os muligheden for at prøve igen. Barmhjertigheden bar alverdens synder med korsets skam, som vi synger i forbindelse med nadverritualet. Derfra – fra korset begynder al trøst, al fred og vort liv.

Det var hverken første eller sidste gang, at Peter fejlede. Men hverken nu, eller da han fornægtede Jesus i den mørke nat, fyrede Jesus ham. Peter betyder klippe, og det er den betydning, Jesus spiller på, da han siger, at han vil bygge sin kirke på den bekendelse, Peter kom med: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Som vel at mærke ikke er en bekendelse, som mennesker har brygget sammen. Den er åbenbaret fra vores far i himlen. Ellers kunne bekendelsen og dermed kirken og dens forkyndelse komme til at ligne hvad som helst. Alt efter om vi nu syntes, det skulle være lidt friskere, lidt sjovere, lidt skarpere, lidt rimeligere, lidt mere forståeligt, lidt mere spiseligt.

Den risiko udsatte Jesus evangeliet for, i og med at han kastede det i menneskehænder. Udsatte det for menneskers og tidens skiftende luner. Fortællingen i dag viser os, at han gør det med åbne øjne. Sekundet efter at Peter har sagt det helt rigtige, siger han det helt forkerte. Hvem af os kender ikke det? Og alligevel er det altså os, der er sat til at forvalte nøglerne til Himmeriget. FOR-valte, ikke skalte og valte. Opgaven er klar nok. Læsningen fra første Peters brev – ja, DEN Peters brev – siger os, at Peter også kom til at forstå det. Han skriver: ”I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.”

Den kirke, der forkynder det, er på rette spor, og den, lover Jesus, skal dødsrigets porte ikke få magt over. Det er en kirke, der tør. Peter blev et menneske, der turde. Turde sætte sit liv ind på at forkynde den barmhjertighed, der begynder ved korset. Fordi det er livet om at gøre. Vi bliver mennesker, der tør, når vi forlader os på, at det, der i verdens øjne ser mislykket, ynkeligt og forfejlet ud – et barn i en krybbe, en mand på et kors – i Guds øjne og nogle gange også i menneskers kan forvandles til et under af dimensioner.

En historie, som stadig vil være værd at fortælle, når historien om den 80-årige spanske kvindes mislykkede reparation af et Jesus-billede, som ikke stod helt skarpt, nådigt er glemt. Sammen med alle vi andres fejltagelser.

Derfor siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis - om fjendekærlighed

Af Solvej Paabøl Andersen

Så vær da fuldkommen! Det er godt nok noget af et krav, vi bliver mødt med sådan en regnvåd sommersøndag. Så vær da fuldkommen. Hvem kan leve op til det? Altså bortset fra Jesus?

Det skal nok ikke forstås sådan i moralsk forstand, fuldkommen. Måske snarere helhjertet. Den nye oversættelse, Bibelen 2020 skriver: ”I skal være uden forbehold i alt, hvad I gør, ligesom jeres far i himlen.”

Tit bliver sådan nogle mere mundrette oversættelser beskyldt for at nedskrive kravet. Men jeg synes da egentlig, det kan være svært nok at være helhjertet og uforbeholden. Især da hvis man skal være det i samme grad som vores far i himlen. For helhjertetheden og uforbeholdenheden skal også gælde kærligheden til vores fjender. Vi skal være helhjertede og uforbeholdne i vores bøn for dem, der forfølger os. Det kan altså ikke kun være attitude. Eller teori. Vi taler ikke om almindelig tilkæmpet velopdragen opførsel over for den nabo, som man ikke har så meget til overs for. Vi taler om, at vi af et oprigtigt hjerte skal elske og bede for de værste krigsforbrydere og tyranner. Det kan jeg ikke. Det VIL jeg ikke.

Og det er vel sådan set der, vi lander, når vi hører, altså virkelig hører dagens evangelium: Jeg hverken kan eller vil leve op til  Guds lov. Jeg er og bliver en synder. Så slap det ud.

Vi bliver knock-outet i dag, gør vi. Der er simpelthen ingen mulighed for at undvige. Man hører så tit, at det særlige ved kristendommen er buddet om at elske sin næste som sig selv. Og man synes, det lyder så rigtigt. Det gør det også. Det ER det også. Vi har også langt på vej indrettet vores samfund efter det. Men det er nu et før-kristent bud. Vi hørte allerede om det i den gammeltestamentlige læsning: Du skal ikke rage det hele til dig. Du skal også sørge for dem, som ikke kan sørge for sig selv. Det er der også andre religioner, der påbyder. Det er bestemt ikke noget, Jesus lige står og finder på. Næstekærligheden er ikke særegen for kristendommen. Det er derimod det, som det handler om i dag: fjendekærligheden. Det er så radikalt, så umuligt, så provokerende, at vi næsten ikke kan have med det at gøre.

Hjælper det lidt, at det ikke er kærlighed som følelse, Jesus taler om? Han taler om kærlighed som livsindstilling. En velvilje over for de mennesker, vi møder på vores vej. Den kærlighed, der kræves af os er ikke en følelse men en holdning, en vilje, som kræver handling af os. Tja, jeg ved ikke. Jeg synes ikke, det er særlig nemt at handle imod mine følelser. I hvert fald ikke helhjertet og uden forbehold. Vores samfund er langt på vej næstekærligt indrettet, ja. Og vel også fjendekærligt, for så vidt som at vi f.eks. indrømmer visse rettigheder også for straffefanger. Vi straffer morderen og den pædofile, ja. Men det er også fængselsbetjentenes opgave at sørge for at beskytte dem mod den junglelov, der kan herske i et fængsel. Selvtægt er strafbart, fordi vi som samfund godt ved, at vi har svært ved at elske vores fjender og bede for dem – også selv om det kun er i indstilling og handling over for dem, og ikke som følelse.

Alle dagens tekster holder os fast på, at selv om det kan føles nærmest naturstridigt, og man da også af og til kan synes, at det er alt for blødsødent og hippie-agtigt, ja, så er det altså, hvad der forlanges af os. Dagen er også blevet kaldt barmhjertighedens søndag. Og der hvor vores personlige og samfundsmæssige grænse for barmhjertigheden går, ja, der må vi bare erkende, at vi ikke er fuldkomne. Der er bare ingen vej uden om, at vi er syndere, som lever i en syndig verden. Alt andet er udenomssnak. Vi bliver knock-outet i dag.

Men har vi nogensinde hørt om, at Jesus sender nogen til tælling for så at vende dem ryggen og gå fra dem? Nej, vel? Vi hører om, at han møder mennesker, som er ramt på alle mulige måder. De har ramt bunden, de er ramt af sygdom, de er ramt af ensomhed. Alle har taget afstand fra dem. Der kan være alle mulige grunde til det. Grundene hører vi ikke alverden om. Ligesom vi ikke hører alverden om, hvorvidt de mennesker rettede sig. Men det, vi FÅR at høre, det er, hvordan Jesus møder dem. Med helhjertet og uforbeholden kærlighed. Med tilgivelse. Syndernes forladelse. Han forlader ikke synderen, han forlader os vores synd. HVER søndag er barmhjertighedens søndag. Lige i dag ligger vægten på kravet til os. Men under det krav ligger altid den helhjertede og uforbeholdne kærlighed, som Gud elsker os med. Elsker ethvert menneske med. Hvilket ikke er det samme, som at han elsker alt, hvad vi foretager os.

Den barmhjertighed hører vi gennem hele kirkeåret om gennem Jesu ord, handlinger, gennem hele hans livsgerning og dødsgerning og opstandelsen. Betydningen af det kan vi ikke frakende nogen. Vi kan ikke fradømme nogen retten til at kalde sig et Guds barn. Hvor forkastelig vi end synes, han eller hun er.

 

I alle tre tekster er kravet om barmhjertighed begrundet i det, vi er fælles om. I den gammeltestamentlige tekst, som handler om, at vi ikke må glemme de svageste i samfundet, bliver israelitterne hele tiden mindet om deres fælles historie: Husk, at du selv var træl i Egypten. Derfor befaler jeg dig at gøre sådan.

I Romerbrevet minder Paulus os om, at vi alle, levende som døde, hører til hos Kristus. Det var det, han døde og opstod for. For at blive alles herre. Derfor har vi ingen ret til at dømme eller foragte andre.

Og i evangeliet lyder det: Gud lader solen stå op over både gode og onde, og han lader det regne over både retfærdige og uretfærdige. Når jeg synes, de andre er onde og uretfærdige, er det provokerende, at det er sådan, men jeg må finde mig i det. Når det er mig, der indrømmer, at jeg er ond og uretfærdig, så er det et evangelium. Et glædeligt budskab, en trøst, en opmuntring.

Sol og regn kan begge være velsignelser på rette tid og sted. Og de kan være det modsatte. Det glædelige er, at det rammer i flæng. Skaberværket er således indrettet, livet er således indrettet, at der ikke er nogle sammenhæng imellem, hvad vi fortjener, og hvad vi får. Det gælder på godt og ondt. ”Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal rammes så hårdt”, kan vi spørge, når livet virkelig gør ondt. Og ja – nogle gange er det en afregning for vores eget hovmod, uforstand eller selvoptagethed, når livet gør ondt. Men sygdom og ulykke er ikke Guds straf over os.

”Hvad har vi da gjort, at vi skal have det så godt”, kan vi også spørge. Der så vi nok hellere en sammenhæng: jamen, du skal da have det så godt, for alt hvad du har sagt og gjort af vellykketheder. Du skal da have det så godt, fordi du ærligt har fortjent det. Sådan kan vi måske også godt se noget rimelighed i det. Men når det kommer til alt det, der tæller, og her mener jeg alt det, der netop IKKE kan sættes tal på. Når det kommer til alt det, der virkelig betyder noget, så er svaret på spørgsmålet: Hvad har vi da gjort, at vi skal have det så godt? Ingenting! Det er hele pointen. Det er ganske ufortjent.

Uanset hvor forskelligt vores liv og skæbner udfolder sig, så er vi i Guds øjne Guds børn. Stillet ind under samme vilkår, samme vilkårlighed i livet. Alle liv har betydning. Og i dag vil Jesus have os til at se livet fra en anden vinkel end den evindelige ret-og-rimelighedsvinkel, som vi mennesker ustandseligt placerer os i. I dag vil han have os til at se livet, sådan som det ser ud med hans øjne. Sådan som han elsker alle sine mennesker. I dag vil han minde os om, at vi alle er inviteret til at leve i hans verden. I Guds rige. Hvor den helhjertede, uforbeholdne, fuldkomne kærlighed råder. Og omfatter hver enkelt af os.

Dét kærlige blik, som hviler på os, skylder vi også at se hinanden med. Og handle derefter. Handle efter, at menneskeværd, det har vi som Guds børn altid på forhånd. Gud give os mod til at tro det og leve derefter. Amen


Prædiken om den fortabte søn og den krænkede søn

Af Solvej Paabøl Andersen

Lignelsen om den fortabte søn er for mange essensen af den kristne grundfortælling. Den fortæller, så enhver kan se det for sig og forbinde noget med det, hvordan Gud tager imod en synder, som har omvendt sig og er søgt tilbage i hans favn: med uforbeholden kærlighed. I grunden sådan som vi vel hver især forestiller os, at vi ville tage imod – eller HAR taget imod – vores unger, hvis de kommer - eller når de har været - på afveje i livet.

Det kan godt ske, at det ikke er en hvilken som helst far, der ville tage SÅ uforbeholdent imod en hjemvendt søn, som havde formøblet hele sin arv i løbet af et fjumreår, som endte i den dybeste fornedrelse. En formue, som man havde lagt til side til af sine surt tjente penge, for at sønnerne kunne komme godt i vej, som man siger. Det kan godt ske, at de fleste forældre som minimum godt lige ville have haft en alvorlig snak med deres hjemvendte søn eller datter, før der blev slået helt ud med armene og festet igennem. Men det er ikke uforståeligt, at der først og fremmest er lettelse over, at sønnen er hjemme igen i ét stykke, hvor miserabelt og ildelugtende det stykke så end er. Det er ikke uforståeligt, at det først er fremmest er lettelsen og gensynets glæde, der bobler over i faderen og lukker munden på den bodstale, som sønnen har gået og øvet sig på.

Der er håb for enhver, når det er sådan, Jesus fortæller, at den gode far - som naturligvis er hans egen, er Gud - tager imod fortabte syndere.

Så indlysende vigtig vi end synes, den lignelse end er, pga dens tydelighed om Guds vidtrækkende kærlighed, så fandt man det ikke nødvendigt at have den med, da man fastlagde, hvilke tekster, der skulle prædikes over i løbet af året. Det gjorde man tilbage i det 4. og 5. århundrede. Der fandt det, som vi kalder første tekstrække sin form. Og på denne søndag i kirkeåret, tredje søndag efter trinitatis, valgte man de to lignelser, som lægger op til lignelsen om den fortabte søn. Den fandt man til gengæld ikke plads til.

Det er to lignelser, som fortæller om Gud, som leder efter det tabte, og som ikke giver op, før han har fundet det. I det ene tilfælde er Gud en hyrde, som leder efter et får, der har forvildet sig ud af flokken. I den anden er Gud en kone, som har tabt en mønt og leder efter den. I begge tilfælde er der overhovedet ingen proportioner mellem værdien af det tabte og anstrengelserne for at finde det igen. Endsige glæden over, at det lykkes. Gud ser åbenbart værdier, som vi dødelige har svært ved at få øje på. Det er et evangelium. Det er et glædeligt budskab.

Og så langt er det jo det samme budskab, vi finder i de to små lignelser fra første tekstrække og deres efterfølger, lignelsen om den fortabte søn, som altså først trængte sig på som nødvendig prædikentekst, da anden tekstrække blev fastlagt som supplement til den første. Det gjorde den i 1885. Og selvfølgelig lå det lige til højrebenet så at tage den tredje lignelse med. Men der er en lille nuanceforskel på de to første og så denne tredje, som har gjort det endnu mere oplagt at få den fortabte søn med netop på den tid. Det er omvendelses- perspektivet. Det var i pietismens tid, og man ville gerne have nogle tekster, som tematiserer den personlige omvendelse.

 

Hvor lignelsen om det forvildede får og den tabte mønt fortalte om, at Gud utrætteligt LEDER efter det mistede, til det bliver fundet, der fortæller lignelsen om den fortabte søn om en Gud, som utrætteligt VENTER, til den tabte ”går i sig selv”, som der står i teksten, omvender sig, angrer og vender tilbage til sit udgangspunkt. Hvor han så bliver modtaget med åbne arme. Fokus flyttes altså fra Gud til den enkelte. Til synderen. Den personlige omvendelse og det personlige ansvar for ens liv. Og så kan der vel også ligge en passende advarsel imod at leve et alt for udsvævende liv.

Tidehvervsbevægelsen, som opstod i 1920’erne, var en reaktion på al den omvendelsessnak og moraliseren. Og det er da også værd at lægge mærke til, at faderen overhovedet ikke vil høre sønnens angergivne syndsbekendelse og løfter om bod og bedring. Hans kærlighed har allerede visket sporene af sønnens svigt ud.

Men uanset om man lægger vægten det ene eller det andet sted, så står og falder det hele netop med faderens utrættelige kærlighed. Det er dén og intet andet, der bringer forsoningen i stand.

Man kan anlægge mange vinkler på en lignelse som denne. Det siger noget om evangeliets slidstyrke og bevægelighed. Det har bud ind i enhver tid, med de udfordringer tiden nu har. Ind i det som tiden nu er optaget af. Men uanset vinklen, så lander det altid i Guds magt og vilje til at rejse det faldne og frelse det fortabte. Om man bliver fundet, eller man selv opsøger ham og bliver taget imod – resultatet er det samme: stor glæde, stor ødselhed, stor-sind.

Dét sind, stor-sindet, skal vi også stræbe efter. Det er derfor, Jesus fortæller de her lignelser. Anledningen er, at farisæerne og de skriftkloge mukker over, at Jesus tager imod toldere og syndere og spiser sammen med dem. Det får Jesus til at fortælle tre lignelser, som alle handler om, at det, de mukker over, det er sådan set, at Gud handler, som han gør. Det er ikke dem, der kommer ud i noget snavs. De er pæne, lydige borgere, faktisk helt uundværlige for et samfund. De er ligesom den bror, som blev hjemme hos faderen og passede sit.

Der er mange, der har vrænget af både farisæerne og de skriftkloge og broderen i lignelsen for deres åh så pæne og kedelige liv. Men det er der nu ingen grund til. Det er heller ikke ordentligheden og vellykketheden, Jesus i al stilfærdighed langer ud efter. Det er det, at de ikke gør sig klart, at det ligeså godt KUNNE være dem eller deres børn, det var gået galt for. Og at de ikke under den tabte at komme hjem igen, ikke under ham tilgivelsen. Ikke under ham at få sin værdighed igen. At de ikke vil dele faderens glæde over, at det, som så ud til at være gået galt, gået tabt, kunne reddes. Frelses, få livet tilbage. De er simpelthen, med et meget aktuelt ord: krænkede. Det er den krænkede søn, som farisæerne og tolderne skal spejle sig i.

Og nogle dage er det måske også ham, vi skal spejle os i. Fordi vi nogle dage, måske de fleste dage, ligner ham, mere end vi ligner den fortabte, omvendte og hjemvendte søn. Det er da også ret oplagt at spørge, hvem der egentlig er den fortabte søn, når det kommer til stykket.

Men hvis du ligner den retlinede, milimeterdemokratiske og krænkelsesparate søn mere end ham, der gik i hundene, så gælder evangeliet om Guds utrættelige kærlighed også dig.

”Alt mit er dit”, siger faderen til den krænkede søn. Siger Gud til sine krænkede sønner og døtre. ”Alt mit er dit”. Måske er det i virkeligheden først i de ord, at evangeliet bliver evangelium for mange af os. Bliver direkte tiltale og rører ved noget i vores liv, hvor vi i fortællingen om den fortabte søn og hans far mere er tilskuere, hvis vi ikke selv har været derude. Eller har nogle, der ER derude, som vi holder meget af og gør os bekymringer over.

”Alt mit er dit”. Det er med alt Guds, som også er vores, ligesom det er med de fem brød og de to fisk, som Jesus bespiste 5000 mand med og endda havde rigelige rester tilbage: Der bliver ved med at være nok. Jo mere der bliver delt ud af overbærenhed og tilgivelse, jo mere bliver der af det. Derfor er der ingen grund til at bekymre sig over ødselheden med det. Jo flere vi er til at dele glæden over Guds grundløse kærlighed til sit menneske, jo større bliver glæden.

Vi er frit stillede. Der er ingen afslutning på fortællingen. Vi får ikke at vide, om den krænkede bror også går i sig selv og vender sig bort fra SIN fortabelse: misundelsen. Om han går med ind til festen og tager del i glæden over, at hans bror var genfødt og nylevende. Vi må hver især gøre fortællingen færdig med vores eget liv.

Hver dag, hvert sekund lyder løftet: ”alt mit er dit”. Alt Guds, det er livet, det er lyset, det er troen, håbet og kærligheden. Alt det er også vores, og der er ubegrænsede mængder af det. Hver dag, hvert sekund lyder opfordringen: ”gå med ind i glæden, så bliver der så meget desto mere af den”. Hvad svarer du? Ja, ER der andet svar end:

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen


Lyt til søndagens prædiken hér:

- optaget i Grene Kirke søndag den 14. juni kl. 9.00.


Prædiken til Trinitatis søndag 2020

 

v/Solvej Paabøl Andersen

Alt afhænger af øjnene, der ser, siger man. Og det er jo rigtigt nok. Den samme sag kan se vidt forskelligt ud, set med forskellige øjne. Hvad der for den ene ser ud som ansvarlighed, ligner for den anden magtfuldkommenhed. Hvad der for den ene ser ud som rettidig omhu, ligner for den anden en overreaktion. Hvad der for den ene ser for forsigtigt ud, ser for den anden overmodigt ud. Og så fremdeles. Det handler ikke bare om synsstyrke. Det handler også om, hvad der ligger inde bagved af velvilje og modvilje. Af forventninger om, hvad man får at se. Og derfor vel også af livssyn sådan i det hele taget.

I dag bliver vi tilbudt et livssyn af den slags, som kan bære igennem megen modgang. ”SE! Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, siger Jesus til de 11 disciple – både de troende og de tvivlende siger han det til.

Vi kender ordene så godt. Vi hører dem, hver gang der er dåb. Men som prædiketekst til Trinitatis søndag får vi lidt mere af rammen med. Jesus har sat disciplene stævne på et bjerg. Det er efter påske, de er kun 11. Judas kunne ikke leve med at være den forræder, han var blevet for penge, og der er endnu ikke valgt en stedfortræder for ham. Der, på bjerget, kommer den opstandne så til dem, og de tilbeder ham. ”Men nogle tvivlede”, får vi også at vide. Og tvivlen må godt være der! Tvivlerne må gerne være der! Ja, ikke nok med det: Tvivlerne er ikke undtaget fra den opgave, Jesus stiller dem. Han spørger ikke til deres tvivl, han piller ikke ved den, forsøger ikke at fjerne den eller overbevise dem. Den er simpelthen ikke interessant. Det er åbenbart bare sådan, det er: Nogle tror, andre tvivler. Og på andre dage kan det være omvendt.

Uanset om de tror eller tvivler, skal de gå ud og gøre alle folkeslagene til Jesu disciple. Men FØR opgaven stilles, siger Jesus: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Og EFTER opgaven er stillet siger han: ”Og SE! Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Alt afhænger af øjnene, der ser. Når vi ser vores liv og vores opgave som et liv og en opgave, hvor Kristus er med os under alle forhold, så ser vi et liv og en opgave, som kan klares. Og mere end det.

Han, som er givet al magt i himlen og på jorden, han går med os i alt, hvad vi skal klare. Derfor skal vi gå ud i alverden med et frit mod. Vi skal døbe, og vi skal forkynde – det er vores opgave. Men om målet nås, at alle folkeslag bliver Jesu disciple – det ligger uden for vores magt.

Lukas fortæller det med lidt andre ord Kristi Himmelfartsdag – både i sit evangelium og i hans 2’er, Apostlenes Gerninger. Men sagen er den samme. Opgaven er den samme: de skal ud og vidne om ham. Og de skal prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

Hvad dagens evangelist, Matthæus, ikke fortæller, det er, at den opstandne efter at have givet dem opgaven og løftet om evigt følgeskab, forsvinder fra deres øjne. Simpelthen op i himlen, hvor han tager sæde ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd. Hvordan kan han så være med dem alle dage indtil verdens ende? Ja, det kan han, fordi han er blevet givet al magten i himlen og på jorden. Pinsedag erfarede de det nærvær, den tilstedeværelse. Som bevægelse og varme. Som mod. Gå-på-mod. Gå-ud-mod. De fik løsnet deres tungebånd, og Ånden gjorde, at der blev skabt forståelse henover alle former for barrierer.

I dåben blev vi skænket Helligånden. Der blev vi lovet evigt følgeskab af den ånd, som giver gå-på-mod og gå-ud-mod. Virketrang og talelyst. Den ånd er i os. Og den giver os det syn på livet, og på verden og på hinanden, som Gud ser med. Og Gud så, at det var godt, var omkvædet, da han skabte verden, og skabte mennesket i sit billede og satte det i den verden med hans særlige velsignelse. Og Gud så, at det var godt. Alt afhænger af øjnene, der ser, og når vi ser verden, vores medmennesker og os selv som gudsskabte, velsignede, og at det er godt, så tager vi også vare på det.

Men der er også så meget andet i os, som kæmper med at få overtaget. Trangen til at det skal være lidt lettere, lidt rimeligere, lidt mere til mig og mine. Og når dén trang får overtaget, ikke bare i den enkelte, men i vores omgivelser og samfundsindretning – så kan man da komme i tvivl. Om det nu også er så godt og så gudgivent alt sammen. Om der nu er en mening i galskaben. Om man egentlig selv har en berettiget plads i verden. Men vi hører altså i dag, at også tvivlerne er sendt ud for at give alt det videre, som Jesus har sagt og gjort. Og som han dermed har lært os om Gud og om at være Guds barn.

Magten tilhører ham. Udfaldet af vores mere eller mindre helhjertede forsøg på at leve på hans ord, det er i hans magt. Han bruger sin magt på at være, hvor vi er, alle dage indtil verdens ende. Alle dage. Både de lyse og de mørke dage. Både de dage, hvor vi tror, og de dage, hvor vi tvivler. Både de dage, hvor vi synes, vi kan det hele selv, og de dage, hvor vi synes, at intet lykkes for os. Alle dage er han med os, så længe verden står.

Og når verden ikke står længere, så giver han os en ny verden. En ny himmel og en ny jord. Den aner vi allerede konturerne af nu. Når vi ser med de øjne, der ser mere håb end frygt. Når vi ser med de øjne, som indgyder mere tillid end skam. Når vi ser med de øjne, som søger steder, hvor vi kan give noget til fælles gavn, frem for steder, hvor vi kan rage til os hver især. Så ser vi, ja, så er vi i verden, sådan som Gud har bestemt det for os. Og sådan som han har magten til, at det skal blive. Så ser vi med troens øjne. Det er et livssyn, som gør det muligt at forvente mening og sammenhæng, også når det hele ser ud til at falde fra hinanden. Det er et livssyn, hvor man nok kan anfægtes og tvivle, men aldrig slipper håbet om, at det lykkelige udfald stadig er en mulighed.

Tro er ikke bare noget, vi har i mangel af viden. En foreløbighed indtil det man tror på er blevet bekræftet eller modbevist. Tro er en livsholdning, som finder næring i dåben, i nadveren og i forkyndelsen. Alt sammen påmindelser om, hvad Jesus har lært disciplene, og som de har givet videre ned gennem generationerne. Fordi de fandt modet til at gøre, som han sagde. Også de, som tvivlede.

SE! Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Og lad det syn præge alt, hvad I siger og gør. For ”Alt afhænger af øjnene, der ser”. Når vi siger det sådan i al almindelighed, så vil det ofte handle om, om man ser glasset som halvt tomt eller halvt fyldt. Kristeligt talt handler det om at leve i tillid til, at der er én, som har både magten og viljen til til enhver tid at fylde dit bæger helt op. I den tillid er der ingen grund til at spare på indholdet. Bare gå ud med det, også selv om du ryster på hånden. Amen

 



Prædiken til Pinsedag 2020

v/Solvej Paabøl Andersen

Apostlene sad i Jerusalem. De var sammen. Men de var hver for sig. Ikke på den måde, som vi i denne mærkelige tid har skullet være sammen hver for sig. For de var til stede i det samme rum. Men de var hver især indkrogede i deres egne tanker om, hvad der var sket, og hvad der ville komme. De havde lidt et fælles tab, de befandt sig i det samme tomrum – tomrummet mellem Kristi Himmelfart og Helligåndens komme. Og alligevel var der en afstand imellem dem.

Indtil altså det blev pinse, og Helligånden kom og overvandt alle barrierer og forbistringer og bandt dem sammen – og i samme handling sendte dem ud for at tale og virke hver for sig på mangfoldige steder. Tale og virke, hvad Jesus havde lært dem. Den opgave bandt Helligånden dem sammen i, hvor end de befandt sig.

Vi har alle sammen oplevet, dette forår, hvordan det begrænser os, når vi er afskåret fra at søge sammen i de fællesskaber, vi nu plejer at komme i som det selvfølgeligste af alt. Men mon ikke også de fleste af os kender til at føle sig alene og afskåret fra de andre, selv mens man er i nogle af de sammenhænge? Man er omgivet af andre mennesker men alligevel ikke rigtig en del af det. Sammen. Men hver for sig. Samtidig kan man føle sig noget så forbundet med én, som slet ikke er her mere.

Den her tid har været – og er stadig – helt speciel. Vi har fået en fælles fjende. Vi har været sammen om at holde afstand til hinanden. Og vi har set, hvordan det meget hurtigt begyndte at spire frem med andre måder at være sammen på. Overvinde de nødvendige fysiske afstande. Godt hjulpet af den teknologiske udvikling. Som også har gjort det muligt at finde tilbage til gamle dyder, som fx fællessang. Fællessang er - mere end så meget andet af det, vi kunne finde på - et fællesskab i ånden. Et fællesskab, som også kræver krop – sådan som Helligånden gør det. Sådan som troen gør det. I hvert fald den kristne tro. Den er ikke bare teorier og korrekte meninger. Den er ikke bare individuelle oplevelser af spirituel art. Ånden vil forbinde sig med krop. Og forbinde kroppe med hinanden. I gensidighed, i hensyn, i fællesskab.

I forbindelsen af krop og ånd har vi menneskeliv, har vi næstekærlighed, har vi kirke. Det ene kan ikke være uden det andet. Hvis vi absolut skal tale om gevinster ved denne frygtelige pandemi, så kunne det være en genopdagelse af det. At det viste sig, at der var flere tilskuere til Philip Faber end til X-Factor fredag aften, er vel et udtryk for, at mange har opdaget nye sider af det at være sammen i krop og ånd. Genopdaget værdier, som mange troede var glemt, men som alligevel lå lige for, da vi ikke rigtig kunne være sammen på andre måder.

I X-Factor handler det først og fremmest om at skille sig ud, være en ener, enerEN, alle de andre udstødt, en efter en. Og så er jeg helt med på, at man ligesom til Melodi Grand Prix og sportsbegivenheder kan være fælles om at heppe på, hvem der skal vinde – og det kan være noget så hyggeligt og er rigtig fint. Men der er ikke noget, der hedder, at enhver synger med sit næb, når det kommer til X-Factor. Nej, der vurderes og dømmes. Benhårdt, hele tiden. De mange skal reduceres til én.

En af forskellene på Faber og X-Factor, begge sangprogrammer, er det, man er fælles OM. Kristendom handler også om fællesskab. Pinse handler om fællesskab. Men det er ikke et fællesskab om hvad som helst. Det er ikke ligegyldigt, hvad det er for en ånd, vi lever og virker sammen i. En anden forskel på fællessang og X-Factor, er, at når det kommer til fællessang, så deltager vi, medvirker vi. X-Factor er vi tilskuere til.

Mon ikke det var derfor, det aldrig rigtig fungerede med digitale gudstjenester? Det gjorde det i hvert fald ikke for mig. Hverken som præst eller som menighed. At tale til et kamera er ikke det samme som at tale til en menighed. Og når jeg klikkede ind på et digitalt tilbud i et ønske om selv at være menighed, måtte jeg efter meget få gange konstatere, at jeg netop ikke deltog som menighed. Jeg overværede. Jeg var tilskuer. Og jeg indrømmer i dette lukkede forum: jeg har både spolet og zappet videre til noget andet, når jeg tabte interessen.

At komme tilbage i kirkens rum til en fuldbyrdet gudstjeneste med menighed og fællessang, det er for mig, ligesom jeg forestiller mig, det har været omsider at få en kop rigtig kaffe efter måneder med Rich’s.

Så pauver en erstatning det end var, så er ethvert både vellykket og mislykket forsøg på at være kirke på de vilkår, der nu var, et vidnesbyrd om, at det budskab, apostlene blev sendt ud i verden med, det er et budskab, som trænger sig på. Det vil også nu ud til dem, som er isolerede af den ene eller den anden grund.

”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”, siger Jesus i evangeliet til i dag. Og mente dermed, at Helligånden ville sikre, at ingen nogensinde i nogen nød skulle være uden Guds nærvær.

Måske var det sådan, de følte sig, apostlene, mens de sad i Jerusalem. Måske var der nogen af jer, som er her i dag, som følte det sådan, når I sad derhjemme og var lidt frygtsomme eller i hvert fald frihedsberøvede. Faderløse, rodløse. Forladte. Men det var de ikke, og det var vi ikke. For det har Jesus jo lovet dem og os, at de og vi aldrig vil være. ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.”

Vi plejer at sige, at i pinsen udfyldes det tomrum i verden, der opstod, da Kristus fór til himmels. At Guds nærvær i Helligånden betyder, at Gud er til stede hvor som helst og når som helst. Alle steder på én gang. Der er ikke noget sted, hvor himlen ikke er. Der er ikke noget sted, hvor Gud ikke er. Også i coronakrise og uden for de aflåste kirker og inde i de angstfyldte rum finder Helligånden vej. Vi har på intet tidspunkt været faderløse.

Hver gang noget af det der bliver forkyndt, uanset ad hvilken kanal, har givet og giver lidt glæde, lidt fred, lidt trøst, lidt livsmod, lidt håb, så er det helt og holdent Helligåndens fortjeneste. For Guds nærvær er ikke begrænset til kirkerum og forsamlede mennesker. Det er OS, der er begrænsede. Og det er DERFOR, vi har kirkerum og gudstjenesteordning.

Det er ikke Helligånden, der er begrænset, når en gudstjeneste ligesom ikke er det samme uden kirkerum og menneskekroppe. Det er os, der er begrænsede, og det er derfor, vi har særlige rum, særlig liturgi og særlig musik til at formidle det nærvær, som er der helt uanset, om vi fornemmer det eller ej. Det er for at spore vores sind og tanker ind på det, der tales til os her. Så vi, ligesom apostlene erfarede det, kan give slip på vores tunge tanker og gå ud fra den levende Gud og med frimodighed forkynde Guds nærvær, Guds fred i en urolig tid, himmel-glæde her på jord.

Apostlene erfarede Helligånden som en helt ny og indtil da ukendt energikilde, skal man tro Grundtvig i den salme, vi skal synge om lidt. Om apostlene som sad i Jerusalem og ventede på Herrens time. Han skriver, at ”det rørte dem alle så underlig, det var ikke før oplevet”. Det var helt nyt for dem.

 

Ånden var ikke ny, den har været og virket i verden altid. Det nye er, at apostlene bringes til at forstå det. At de hverken var faderløse eller forladte. Nu kunne de være sammen – sammen. I al deres mangfoldighed kunne de nu være sammen, også når de var hver for sig, rent fysisk. For herefter skulle de jo spredes for alle vinde for at forkynde alle vide vegne om ”Himmel-glæden ved Herrens bord”, som skulle til at begynde her på jorden.

Himmel-glæden er begyndt her på jorden. Det forstod de nu, hvor Helligånden bandt dem sammen i en levende tro på det levende ord. De forstod, at alt det, som Jesus havde sagt og gjort, mens han var her på jorden i kød og blod, og de var hans disciple: alt det var ikke holdt op, selv om han ikke længere var sammen med dem i fysisk forstand. Det var af en betydning, som ikke bare rakte til deres levetid, men til evig tid.

I de glimt, hvor vi forstår det, når vi annammer en gnist af Himmelens ild, som kom til jord – da er det også pinse for os. Glædelig pinse! Amen


Fyraftensandagt

 

Lyt til fyraftensandagten fra torsdag den 28. maj 2020 i Billund Kirke hér:


Lyt til søndagens prædiken hér:


Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2020

v/Solvej Paabøl Andersen

Kristi Himmelfartsdag er en glædens dag. Det er den under alle omstændigheder. Men i år er den det i særlig grad. Det er i særlig grad en glædens dag, fordi det er første gang i mere end to måneder, at vi kan komme til en gudstjeneste i vores kirker, som ikke er en begravelse eller en bisættelse. Som ikke er en afsked.

Og så kan det umiddelbart virke som et sjovt tilfælde, at det netop var Kristi Himmelfartsdag, der blev gensynsdagen. For for det blotte øje at se er Kristi Himmelfartsdag en afskedsdag. Den dag, hvor der sættes punktum for den opstandnes tilstedeværelse på jorden.

Men i den afsked ligger der også et løfte om et gensyn. Der er ikke tale om et punktum for den opstandnes nærvær. Det er snarere en tankestreg. En tankestreg, som bliver længere og længere. Hvor lang den bliver, skal vi ikke beskæftige os med. Disciplene spurgte til det, hørte vi fra Apostlenes Gerninger. Og fik det svar, at det var ikke deres sag. Det er Guds sag. Men de skulle – og vi skal –  koncentrere os om tankestregens tid og vidne om Kristus ud over hele jorden.

Og i denne tankestregens tid mellem himmelfart og genkomst er den opstandne også til stede. Det er et andet nærvær end før. Men det er et nærvær, som er nøjagtig ligeså varmt, kærligt og livfuldt, ja, livgivende, som i de få år, hvor Jesus bevægede sig omkring på jorden på et forholdsvis begrænset område og blandt et forholdsvis begrænset antal mennesker.

Kristi Himmelfart betyder, at Kristus er til stede som den opstandne, overalt til enhver tid. Vi kan ikke rejse noget sted hen, hvor der ikke er himmel. Vi kan ikke rejse noget sted hen, hvor Kristus ikke er. Kristi Himmelfartsdag er altså ikke en afsked men en overgang til et andet og mere omfattende nærvær. Et nærvær, som ikke er underlagt de begrænsninger, som et menneske ellers er underlagt. Det er Åndens nærvær, som vi fejrer til pinse, om 10 dage. Men det betyder ikke, at vi nu sidder og er åndsforladte. Efter hin første pinsedag, hvor Helligånden kom over disciplene, forlod den dem ikke. Og forlader heller ikke os.

Men hvor har mange dog følt sig forladte i de seneste godt og vel to måneder. Og det er jo langt fra slut endnu. Der er stadig mennesker, som er så udsatte, at de ikke bør eller ikke tør vove sig ud blandt andre eller få besøg. For nogen har det måske nok været en trøst at vide, at Gud også i den situation er dem nær. Men det er ingen skam at sige, at det ikke helt slår til. For Guds ånd knytter sig jo netop til menneskekroppe. Menneskekroppe, som skal gå ud og formidle den varme, kærlighed og livfuldhed, som vi er blevet vist og givet i kraft af Guds komme til verden. Det skal ikke kun formidles i ord, men også i tilstedeværelse, i gestus og i gerning. I fysisk nærvær. Det er der, vi har været stækket i en rum tid nu. Og så må vi sige tak for, at vi da så i det mindste har ordene – i tale, på skrift og i sang.

I Apostlenes Gerninger fortælles det, at disciplene står og stirrer lidt fortabte op i himlen efter den sky, som bærer Jesus bort. Lidt ligesom vi kan stå og kigge efter rustvognen, når den kører væk med en kiste. Vi følger den med øjnene, så langt vi kan. Først derefter vender vi blikket mod hinanden, rækker ud efter hinanden, så vi i fællesskab kan gå ud i den hverdag, som nu er blevet vores. En ændret hverdag, med den kæres fravær – og dog nærvær i sorg og savn, i tanker og i vaner.

I evangeliet fortælles der om en øjeblikkelig glæde, som disciplene vendte tilbage til Jerusalem med. I begge fortællinger om Kristi Himmelfart velsigner Jesus dem, idet han forlader dem. Og sammen med sin velsignelse giver han dem en opgave: De skal gå ud og forkynde syndernes forladelse for ALLE folkeslag. De skal gå ud og være vidner om alt det, de har set, hørt og erfaret om Gud i deres år sammen med ham. De skal ikke stå og se op mod himlen. De skal i gang. Nu er det dem – nu er det os, der er den. Indtil han kommer tilbage. For det gør han. Også det bliver en glædens dag.

I den tro – og i hans Ånd, i hans navn og på hans ord – kan og skal de – og nu vi - gå ud og prædike omvendelse til syndernes forladelse. I den tro og på den forkyndelse kan vi også give os i kast med et liv, som er ændret for altid. Pga et brud, et tab, en afsked. Eller pga en virus, som i den grad slog revner i det fundament af usårlighed, vi som samfund nok troede, at vi byggede på.

Noget af det, der har været noget håb i, det er den kreativitet, hvormed varmen, kærligheden og livsmodet har fundet vej gennem alle restriktioner og værnemidler og smittekæder. Og lad os da håbe, at det billede, vi kommer til at se tilbage på, når støvet har lagt sig, det er et billede af, at hensyn, hjælpsomhed og offervilje kom til at overtrumfe splid og misundelse og pegen fingre. For det ville være et tegn på, at ”alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen,” stadig gør sin gode virkning i os.

Og ja, syndere er og bliver vi, og vi undgår nok hverken ufred, mistænkeliggørelse eller frygtsomhed herefter. Men nu var det så også omvendelse til syndernes forladelse, der var hovedsagen i det, der skulle forkyndes. Så vi kan tage os i det, når den sunde kritiske sans, som vi selvfølgelig skal bevare, måske glider lidt ud i nogle opgør, som handler om noget helt andet end blot ønsket om at være bedre rustet, hvis en lignende situation skulle opstå. Vi kan tage os i det. Og så vende os om til en mere opbyggelig vej.

”Når støvet har lagt sig”, kaldte DR sin dramaserie, som sluttede før påske. Det var en serie, som beskæftigede sig med det, som var vores fælles skræk og fjende, indtil covid-19 ryddede sendefladen. Den beskæftigede sig med terror.

Vi ved fra begyndelsen af serien, at der vil ske et terrorangreb på en propfyldt nyåbnet restaurant i København. Men i den første halvdel af serien følger vi flere af de involverede, som i første omgang kun har det til fælles, at de bliver ramt eller er medvirkende til terrorforsøget i dagene op til det. Det mellemste afsnit viser så det rædselsfulde angreb. Og de sidste viser efterspillet. I det efterspil er der meget grimt og livs-udueligt. Der er en minister, som også er personligt ramt, og som i sin magtesløshed ikke helt kan administrere at have magt. Der er en helt, som bliver fuldstændig manisk og er tæt på at sætte sit familieliv over styr. Der er nogle kærlighedsforhold, der sættes på alvorlige prøver. Der er en restauratør, som har investeret alt og nu må se sin livsdrøm smuldre. Sådan som det i øvrigt har været og nok desværre også vil blive tilfældet for flere i den nuværende krises kølvand.

Men for denne – i øvrigt ikke særlig sympatiske - restauratørs vedkommende så det faktisk ud, som om det kunne ende helt anderledes, end det i første omgang så ud til. Serien sluttede simpelthen med, at folk i massevis søgte ind i restauranten. Nogle kom bare for at tænde et lys. Andre ville bare gerne lige være der. En del ville gerne spise sammen. Så de rykkede sammen. Det måtte man gerne dengang. Og de tog fat og hjalp hinanden, gav plads for hinanden, smilede til hinanden på tværs af bekendtskaber. Det var da så helt fantastisk en skærtorsdagsprædiken eller en påskeprædiken, den serie sluttede med. For det var ikke kun for restauratøren, at det sluttede i håb. Det gjorde det også for alle dem, som var med til at give ham det håb.

Frygt kunne have fået folk til at holde sig væk. Men man ville ikke lade frygten være bestemmende og dermed terroren vinde. Støvet havde knap nok lagt sig efter al den rædsel og svigt og magtfuldkommenhed og frygt og manipulation og … ALT det slam, der altid truer med at lægge livet øde blandt folk … før forsoning og opmærksomhed og trods og varme og nærvær og livskraft lige så stille opstod i dét rum, som før var dødens, håbløshedens, adskillelsens og fjendtlighedens rum. Omvendelse til syndernes forladelse i fuldt flor.

Nu har støvet lagt sig så meget efter den fjende, som vi sammen kæmper imod nu, at vi forsigtigt kunne mødes her i kirken i dag. Ikke i afskedens time men i gensynets. Det i sig selv gør dagen i dag til en glædens dag.

Vi er nået et stykke vej, men vi er ikke i mål. Der er stadig noget i omgangen med hinanden, vi savner, også her i og omkring kirken. Men vi er bedre stillet nu, end vi var i sidste uge. Der er stadig nogen, der er udelukket fra fællesskabet her i rummet, enten fordi de er potentielt smittefarlige eller potentielt udsatte. Men ingen er udelukket fra fællesskabet med Kristus, for han er os alle lige nær, uanset tid og rum. Derfor er Kristi Himmelfart en glædens dag – også for dem, som ikke er her. Om de er døde fra os eller befinder sig et andet sted. Kristus er os alle lige nær.

Derfor siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen


Lyt til prædikenen fra søndagens drive-in gudstjeneste her:


Refleksion over én af bibellæsningerne til på søndag, 5. søndag efter påske:



Prædiken til 4. søndag efter påske:


Bededag 2020

Af Solvej Paabøl Andersen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« (Matth. 7,7.14)

 

Bank på, så skal der åbnes for jer – der bankes og bankes i denne tid. Også på kirkedøren. Og på politikerne og sundhedsmyndighederne bankes der: Luk nu op – for mit interesseområde. For det, som jeg trænger allermest til.

Det er vel det, bønnen er til for: at få luft for håbet om at få sine længsler opfyldt. Og om ikke andet, er mange af os vel i denne uvante situation blevet bevidste om, hvad der egentlig betyder mest. Hvad vi har sværest ved at undvære. Når nu vi ikke kan få det hele, hvad vil vi så helst have?

Vi ved også alle sammen, at det ikke er sikkert, vi får det, vi gerne vil have, når vi gerne vil have det. Sådan er det i alle livets forhold. Men heldigvis lever vi et land, hvor vi har lov til både at sige, hvad vi gerne vil have og skælde ud, når vi ikke får det. Det har vi også lov til i forhold til Gud.

Bøn kan også være at sige tak. Bare: tak! Tak for det jeg har, det, som blev mig givet. Tak for både det, som jeg endnu har, og det som var med til at styrke mig, selv om det – eller de -  nu er væk. Med det som fortegn kan forurettelsen ofte glide ind i nogle proportioner, som man lever bedre med.

Det er ikke let at være dem, der har magten og afgørelsen. Der er da ikke grænser for, hvad man kan blive beskyldt for, selv når man virkelig har gjort sig umage. Sådan er det også nogle gange at være forældre. Nogle gange må man sige nej. Det er ikke altid populært. Men man svarer ud fra et ønske om at gøre det bedste for barnet. Et ønske om at tage det ansvar, som barnet endnu ikke er gammelt nok til at tage. Og nogle gange er det måske med rette, at barnet protesterer – det HAVDE måske været mere rigtigt at sige ja. Lukke op. Give efter. Som menneske ved man som regel først sådan noget i bakspejlet.

På samme måde er det med bredden på de porte og veje, man vælger i livets løb. Det er først for enden af det løb, livets løb, at det vil åbenbare sig. Mit gæt er, at det vil vise sig, at bredden ikke var en konstant. Det kan ikke være anderledes, når vi er sat fri til - og forpligtet på - at leve med alt det, det indebærer at være menneske. Herunder at vi kan tage fejl. At vi tager fejl. Vi går fejl.

Vi har en glimrende regel at leve efter: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Reglen, den gyldne regel kaldes den, er glimrende, i den forstand at der ikke er nogle gode argumenter imod den. Til gengæld må vi også alle erkende, at vi ingen af os lever op til den. Jo, ind imellem. Men ikke altid, ikke hver eneste dag.

Det skulle være så enkelt. Men vi vil ikke. Eller vi når ikke at tænke os om. Men ser lysende klart – i bakspejlet – at sådan ville jeg nok ikke gerne have haft, at nogen gjorde mod mig. Der gav jeg stene for brød. Der stak jeg ungen en slange, selv om han bad om en fisk. Jeg gav ikke det, der var brug for.

Så kan man føle sig så mislykket og utilstrækkelig. Ond, kalder Jesus os. ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene give gode gaver til dem, der beder ham!”

Og man kan slå sig noget så gevaldigt på det ord ”ond”. Når nu vi virkelig prøver at gøre det så godt. Men prøv lige at høre/læse hele sætningen en gang til: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene give gode gaver til dem, der beder ham!”

Det er faktisk et befriende budskab. Jesus taler jo om, at vi er onde, ufuldkomne, ja, med et godt gammeldags – men desværre noget belastet - ord: syndere! Han taler om det, som noget fuldstændig naturligt. Og det er det også: vi er mennesker, og til det at være menneske hører, at man går fejl. Ser forkert, vurderer forkert, vælger forkert. Vil det forkerte. Nogle gange med frygtelige konsekvenser, andre gange med mere overkommelige følger.

Det afgørende er, at Jesus er helt med på, at vi er sådan nogle, som ikke til fulde lever efter den gyldne regel. Men han ser også, at trods den mangel ved os, så lykkes vi ind imellem med at give vores børn gode gaver. Og det, han vil bruge det til, det budskab, han vil nå os med, det er, at når nu det er sådan med os, at vi vil vores børn det bedste og virkelig ikke ønsker at give dem stene for brød, så må Gud, som er fuldkommen god, jo nok have endnu mere held med at give dem, der beder ham om noget, gode gaver. Så vi skal frimodigt sige frem. Bede, søge, banke på.

For vi er Guds børn. Vi syndere er Guds børn, og hans kærlighed til sine børn kan bedst sammenlignes med den kærlighed, forældre elsker deres børn med – han har bare større evne, magt og vilje til at gøre det rigtige. Give det rigtige. Forældre elsker børn med en kærlighed, som ikke går i stykker af, at børnene er umulige. Forældrene er dem, der ser allermest af børnenes skyggesider, og de er samtidig dem, der tåler dem allerbedst.

På samme måde er det med Guds blik på os – han ser det hele, og det kan godt ske, at han ikke synes godt om alt det, vi gør, alle de veje, vi vælger – det gør han helt sikkert ikke! Men det ændrer ikke på hans kærlighed til dem, vi er. Over for ham skal vi ikke skamme os over ikke at være fuldkomne. Han ved det godt – og han vedkender sig os som sine børn.

I troen på det behøver vi ikke at kæmpe så hårdt for at skjule det, som vi har svært ved at stå ved. Dér behøver vi ikke at gøre os bedre, end vi er. Det er vi fri for. Og dermed er vi fri til at vende blikket alle mulige andre steder hen end på vores synderegister og på målebåndet på vejene, vi går ad. Fri for frygten for ikke at slå til, fri til at rette blikket ud mod verden og medmenneskene – og gå derud. Tillidsfuldt, frimodigt.

”Så beder vi: Giv os mod til at leve et menneskeliv,

at vokse i kærlighed, folde os ud,

til alt bliver ét i en lovsang til Gud,

som sendte sit Ord i dig her til jord”. (Lisbeth Smedegaard Andersen, DDS 69, v. 6)

Refleksion over én af bibellæsningerne til på søndag, 4. søndag efter påske

Lyt her:


4. maj-fejring

Mandag d. 4. maj om aftenen er det 75 år siden, at man kunne høre fra BBC, at de tyske tropper havde kapituleret, og Danmark (på nær Bornholm) igen var frit. Det kunne være skønt at mødes og synge sammen, men det tillader forholdene desværre ikke. Så har vi andre metoder!

Mange har siden dengang haft den tradition at sætte lys i vinduerne d. 4. maj om aftenen. Det vil vi gerne opfordre til, at endnu flere gør i år. Der vil også blive tændt lys i vinduerne i Billund Kirke og Å-fløjen.

Fra klokkespillet vil man kl. 20.00 kunne høre nogle af befrielsessangene – for de flestes vedkommende også hjemme i egne haver eller på gaden. Og man er selvfølgelig velkommen til at synge med – hver for sig.

Tirsdag d. 5. maj udvides morgen- og aftenringningen til 15 minutter ved begge vore kirker, ligesom flaget vil være hejst hele dagen.



Prædikenrefleksion ved sognepræst Peter Fredensborg

Refleksion over historien om Moses og den brændende tornebusk, som er én af tekstlæsningerne til på søndag, 3. søndag efter påske.

Lyt med her:


Videohilsen og prædiken til de kommende konfirmander fra 7B


Rundt om kirkeklokkerne

Af Solvej Paabøl Andersen

”Søsterklokkerne” er en roman af norske Lars Mytting. Den begynder med et sagn om tilblivelsen af kirkeklokkerne i en bygd i Gudbrandsdalen. Sagnet fortæller, at der på gården Hekne fødtes siamesiske tvillinger. De var vokset sammen fra hoften og ned. Fødslen kostede moderen livet. Men de to piger, Halfrid og Gunhild, var ikke desto mindre til stor glæde. Både for hinanden, deres far og søskende og for bygden i det hele taget. De var af den slags, der spredte varme og glæde omkring sig. De kunne le ad det meste, de beklagede sig aldrig, og var ikke til bekymring. Der var sikkert meget praktisk, de ikke rigtig kunne bidrage til. Men deres humør og deres hoveder fejlede ingenting. Og så kunne de væve de mest fantastiske billedtæpper. En Hekne-vævning var i høj kurs, og gården havde efterhånden sølvtøj til hele tredive personer. Det var sådan noget, der afgjorde en bondes format!

Da tvillingerne var halvvoksne blev den ene af dem syg. Det var ikke til at bære tanken om, at den ene skulle slæbe rundt på sin søsters døde krop. Så faderen, Eirik, gik op i kirken for at bede til Gud, om at pigerne måtte dø samtidig. De døde, ikke i samme sekund, men dog samme dag. Som tak for, at bønnen var blevet hørt, lod Eirik to kirkeklokker støbe. Søsterklokkerne. De klokker havde en helt særlig klang og kunne høres vidt omkring. ”Hvert klokkeslag havde en livlig kerne, et løfte om et bedre forår, en efterklang farvet af langvarige og smukke vibrationer. Tonerne trængte dybt ind, de fremkaldte fantasier og rørte forhærdede mænd. Var klokkeren dygtig, kunne han gøre tvivlere til kirkegængere…”

Det er jo præcis det, kirkeklokker skal forkynde, når de kalder til gudstjeneste: ”kom herind og få løfter om et bedre forår. Få en anden efterklang i dit sind med hjem. Bliv sat i bevægelse, bliv berørt, bliv mødt i din tvivl.” Lige nu kalder vores kirkeklokker ikke til gudstjeneste. Vi ved stadig ikke, hvornår de kommer til det igen. Det kunne ellers være skønt at mødes og synge Ingemanns ”Nu ringer alle klokker mod sky” (DDS 408). Fordi det er søndag, og vi fejrer, at ”vor frelser stod op af graven”. Eller en mindre kendt af K.L. Aastrup (DDS 237): ”Nu ringer de klokker ved daggryets komme, at natten er endt; dens mørke, dens kulde, dens angster er omme for sol, der er tændt. Af Gud er det sket, i hans gavmildhed givet: Før død og begravet, nu oprejst til livet.”

Netop fordi det er den slags håb og fortrøstning, der forkyndes i kirken, både i ord, toner og samvær, er det mit håb, at kirken bliver tænkt med, når vi går ind i den næste fase af genåbningen. Indtil det sker, er det heldigt, at vi kan blive mindet om det på forskellig vis. F.eks. ved at vi har et klokkespil ved Billund Kirke, som Kristjan Piirimets har valgt, skal spille tre forskellige påskesalmer måneden ud: kl. 7.30 ”Krist stod op af døde” (DDS 218), kl. 12.00 ”Det er påske, alting springer ud!” (100 salmer 828) og kl. 17.30 ”Påskeblomst! hvad vil du her” (DDS 236) Jeg har altid godt kunnet lide tanken om, at hele byen tre gange om dagen bliver mindet om vores sangskat – uanset om man er bevidst om det eller ej, eller om man kender melodierne, så er jeg sikker på, at de lægger sig et sted i vores fælles bevidsthed. Lige nu minder klokkespillets velklingende toner os om det håb og den oprejsning, som kirkerne er bygget for at holde os fast på. Ligesom morgen- og aftenringningen i alle vores kirker gør det hver eneste dag året rundt.

Forklaringen på Søsterklokkernes mægtige klang er, at der var ekstra meget sølv i malmen. Man vidste godt, at jo mere sølv, jo mere klang. Men der må jo også være måde med galskaben. For Eirik Hekne var mådehold nu ikke det vigtigste, da livet gjorde ondt på ham. Han smed simpelthen alt sølvbestikket til de 30 personer + et par håndfulde sølvdalere ned i støbeformen. Hans gård var flere gange ved at ryge på tvangsauktion efter dette. Men det forlød aldrig, at han havde fortrudt. Der var ikke ret mange dengang, der mente, at det var klogt gjort af Eirik Hekne. Den værdi, som sølvet repræsenterede, kunne have været bedre brugt på jord og stalde, f.eks. end på kirkeklokker. Meget kunne måske have været mere bekvemt for dem, hvis han havde valgt anderledes. Sådan så det ud for en umiddelbar betragtning. Men i et større perspektiv fik Søsterklokkerne en betydning, som ikke kan gøres op i penge eller andre former for tal. For folkene i bygden i Gudbrandsdalen ”(…) tog det som en påmindelse om, at slid var lettere at bære end sorg. Hver søndag nåede en lindrende klang op til gården fra klokkerne …”

Slid er lettere at bære end sorg. Det var ud af en ubærlig sorg, at Eirik Hekne lod alt sit sølv smelte om til kirkeklokker. Selv om det betød, at han og generationer efter ham måtte slide ekstra for at få mad på bordet, så var dette slid dog lettere at bære end sorgen. Og ødselheden kom mange generationer derefter til gavn med denne påmindelse. Men selvfølgelig kun så længe den historie blev fortalt.

På samme måde minder kirkeklokkerne i ethvert sogn om et budskab, som vi også skal have mulighed for at fortælle og få fortalt. Det kan gøres på mange måder, og det er blevet gjort på mange måder i denne tid, hvor det var nødvendigt at holde kirkerne lukket. Men det gøres og høres nu engang bedst i de rum, hvor alting peger på, at hér er vi samlet om et ganske bestemt budskab. Et glædeligt budskab, som sætter vores liv ind i en sammenhæng, som hæver sig op over alt det, der ellers skiller os ad. Uenigheder, vilkår, status, livshistorier – ja, selv dødens adskillelse overvindes her. Dét er en fortælling, som kirkeklokkerne nu i mere end tusind år har kaldt danskerne til gudstjeneste for at blive mindet om søndag efter søndag. Ja, ikke bare mindet om, men sat ind i. Ikke bare sat ind i som en orientering – men i betydningen: blive fortalt ind i. Blive delagtiggjort i.

Der HAR været sund fornuft i at holde kirkerne lukket. Men nu er det på tide at linde på døren. Fordi både sundhed og værdier handler om andet og mere end det, der kan tælles og sættes i kurver og regneark.

Give da Gud, at hvor vi bo,
altid når klokkerne ringe,
folket forsamles i Jesu tro
der, hvor det plejed at klinge:
Verden vel ej, men I mig ser,
alt, hvad jeg siger, se, det sker;
fred være med eder alle! (NFS Grundtvig, DDS 329)


Prædikenrefleksion ved sognepræst Peter Fredensborg

Refleksion over Salme 23, som er én af tekstlæsningerne til på søndag, 2. søndag efter påske.

Lyt med her:


Prædiken til 1. søndag efter påske 2020. Af Solvej Paabøl Andersen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19

”I medgang og modgang indtil døden skiller os ad”. Det var faktisk det, Peter havde sagt til Jesus for ikke så længe siden. At Jesus kunne regne med ham, uanset hvad. Ja, at han – Peter – ville sætte sit liv til for vennen.

Det tog Jesus nu med et gran salt: ”Nå, det siger du, Peter? Men ved du hvad? Du vil komme til at nægte ethvert kendskab til mig tre gange, inden hanen har galet”.

Peters store ord var faldet skærtorsdag aften. Ved middagsbordet, hvor Jesus pludselig havde ødelagt stemningen totalt ved at begynde at tale om, hvad der skulle ske med ham. Herunder, at han vidste, at de ville vende ham ryggen hver og en.

”Næh nej, ikke mig. Det kan godt ske, de andre vil forråde, falde i søvn, stikke af …. Men ikke mig. Jeg vil give mit liv for dig.” Peter kunne alt for godt huske, hvordan ordene var faldet. Hans egne ord og Jesu ord.

Hans egne ord igen, da han luskede rundt omkring ypperstepræstens hus for om muligt at kunne følge med i, hvad de gjorde med den tilfangetagne Jesus. Der var nogen, der havde spurgt ham, om ikke han var en del af flokken omkring Jesus. Det skulle han ikke have noget af at indrømme. Det kunne jo gå ham på samme måde. Så han nægtede. Hårdnakket. Tre gange, faktisk. ”Aner ikke, hvad I snakker om. Kender ikke den mand. Har intet med ham at gøre”. Kykkeliky!

Peter tænkte måske, at den lyd ville for altid ville minde ham om, at han havde haft større tanker om sig selv, end der var dækning for. At han havde svigtet det menneske, som havde ofret allermest for ham. Gjort det, som Peter havde sagt, at han  ville gøre for ham: sætte sit liv til. Det er skidt, når lyden af en ny dags begyndelse straks udløser tanker som: ”Jeg dur ikke. Jeg er ikke værd at elske”.

Evangeliet til i dag, på påskemorgens oktav, er da også, at det IKKE er den slags tanker, vi skal have, når hanen galer, og en ny dag begynder.

At Jesus døde på korset, forrådt, fornægtet og forladt af sine venner, og at han stod op fra de døde på tredjedagen – det betyder, at synden og døden er overvundet.

Da Peter kom ud til graven påskemorgen, hidkaldt af Maria Magdalene, forstod han, at døden var overvundet. At Jesus var stået op fra de døde. Det forstod han inde i sit hoved, for det havde han godt læst om, og han havde også hørt Jesus tale om det.

Men at det også betød, at synden var overvundet, det var vist ikke lige trængt ind. I hvert fald ikke, at det gjaldt ham. Derfor er han så forlegen, da Jesus, efter den her middag, igen bliver pinlig og spørger ham: ”Elsker du mig mere end de andre?” Det var jo egentlig det, han havde påstået, Peter, skærtorsdag aften: at hans kærlighed var større end de andres, så HAN i hvert fald ikke ville rende nogle steder.

Så hvad skal han lige svare på det spørgsmål? ”Elsker du mig mere end de andre?” Peter nøjes med at mumle noget om at have ham kær. Det ved du da. Hvorfor nu rippe op i det, kan Jesus ikke se, hvor svært det er for ham?

Men det her handler ikke om at blive ved med at pille i et sår, så det ikke får ro til at hele. Det handler tværtimod om et brud, som er vokset skævt sammen. Og så kan det være nødvendigt at brække det op igen, så det kan sættes ordentligt sammen. Selv om det er ubehageligt at få gjort, så er det det eneste rigtige at få gjort.

For hver af de tre gange, Peter har fornægtet Jesus, får han nu lejlighed til at erklære ham sin kærlighed. Sådan går tingene jo ikke altid op: Først svigter jeg en ven, så siger jeg, jeg holder af ham eller hende – og så er det ude af verden. Det kan man ikke forvente. Peter tør da slet heller ikke forvente, at Jesus kan tilgive ham, at han svigtede ham i den nat, hvor han havde allermest brug for ham. Peter tror faktisk så lidt på, at han kan blive tilgivet, at han ikke engang siger undskyld. Han prøver ikke at forklare sig. Han vil helst bare glemme det hele, men det kan han ikke.

Men Peter ER allerede tilgivet. Hvor vildt den end lyder. Det er, fordi Jesus allerede HAR tilgivet Peter, at han giver ham muligheden for at sige ja, ligeså mange gange som han natten mellem skærtorsdag og langfredag havde sagt nej.

”Det, som er sket, kan ikke gøres om, men, Peter, jeg kan leve med det”, siger Jesus. ”Kan du?”

Han kunne også have spurgt: ”Tror du? Tror du på syndernes forladelse, kødets opstandelse, og det evige liv? For hvis du gør det, så kan du også leve med ikke at være helt så bestandig, loyal og ordholdende, som du pralede af og gerne ville have været. Hvis du tror, så kan du leve med at have svigtet og med din viden om, at det materiale, er du altså OGSÅ gjort af. Hvis du tror, så vil lyden af en ny morgen for dig være et løfte om, at du er taget i tjeneste af mig”.

”Vogt mine lam. Vær hyrde for mine får. Vogt mine får”. Den opgave er svaret på Peters tre nølende kærlighedserklæringer. Også dét er et udtryk for, at Jesus ikke tilregner Peter hans synd. Man betror ikke det kæreste, man har, til en, man ikke har tillid til.

Den tillid handler ikke om, at Jesus tænker, at nu er Peter nok blevet så klog, at han aldrig mere fejler. Nej, på trods af at Peter er et menneske med fejl og mangler, som nu hører med, når man er menneske – så tager Jesus ham i tjeneste. ”Følg mig”, siger han. Som den første gang, de mødtes. ”Følg mig”. I det ligger der også en opgave, som vil koste Peter dyrt. Det bliver der heller ikke pyntet på. Peter KOMMER til at sætte sit liv til. For at bringe evangeliet ud i verden. Det glædelige budskab, som i dag når os: at Gud tager os i tjeneste, vel vidende, at også vi kan have for høje tanker om os selv. Og høje idealer, som vi bare ikke altid kan eller vil leve op til, når virkeligheden kalder, og vi hellere vil en anden vej.

Peters møde med den opstandne fortæller, at når det går op for os, at vi alligevel ikke kan leve op til alt det; at vi tog munden for fuld, vi svigtede idealerne – ja, så betyder det ikke, at man ligeså godt kan give op og lade være.

Vores manglende perfektion kan aldrig blive grund til at give op. Det minder lyden af en ny dags begyndelse om fra og med påskemorgen: Døden skiller os ikke fra Gud. Synden heller ikke. Fordi Kristus har overvundet både synden og døden.

Den første han gik til efter at være stået op fra de døde, det var en prostitueret kvinde, Maria Magdalene. De næste var alle dem, som han burde have kunnet forvente sig mest af, men som havde stukket halen mellem benene, da det gjaldt. Det var tvivleren Thomas, som ville have det syn for sagn, som vi ikke kan få. Og det var fornægteren Peter.

Sådan en flok fandt den opstandne det først og fremmest vigtigt at møde med sin trøst, sin fred, sin tilgivelse og sin opgave. Sådan en flok sendte han ud i verden med det budskab, som kirken holder søndag på. Også når bygningerne er lukkede. Sådan en flok er Guds hus og kirke nu.

Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen


Prædiken-refleksion ved sognepræst Peter Fredensborg

Tanker ifm. epistellæsningen til 1. søndag efter påske.

Lyt med her:





Gudstjeneste skærtorsdag i Billund Kirke

Medvirkende:

Sognepræst Peter Fredensborg

Organist Christine Toft Kristensen

Sognepræst Solvej Paabøl Andersen (sanger)

Sognepræst Mads Djernæs (sanger)

 

Salmer: 172 "Se, vi går op" og 179 "Herren god".


SE, HVOR NU JESUS TRÆDER

Thomas Kingos salme: ”Se, hvor nu Jesus træder” er en stærk indgangsport til hele påskeugen, der begynder med palmesøndag. Den er digtet over Jesu indtog i Jerusalem, og har en enkel, men alligevel dyb komposition:

Vers 1-4 er en beskrivelse af Jesus på vej ind i Jerusalem, hvor han med sit guddommelige øje ser, at der venter ham fængsel, kors og nød. Alligevel går han med frit sind sin skæbne og sine fjender møde, for det er derigennem, han løser den trælbundne og trøster den bange.

Se, hvor nu Jesus træder
hen til den morderstad,
enddog man ham bereder
så grumt et blodebad.

Enddog med Guddoms-øje
sit fængsel, kors og nød
forud han skuer nøje,
ja, ser sin visse død.

Dog vil han fri i sinde
mod sine fjender gå;
han ved, han skal dem binde
og evig sejer få.

Her er han, som vil løse
hver syndebunden træl;
her er han, som vil øse
trøst i hver bange sjæl.

Vers 5-6 henvender sig direkte til den, der synger. Den Jesus, der er redet ind i Jerusalem, er ikke én fra en fjern fortid. Han træder nu frem, som den der vil favne og gavne den, der synger.

Her er han, som vil favne
dig med sin kærlighed;
her er han, som vil gavne
dig med sin blodig sved.

Her er han, som vil bære
en tornekrans for dig,
her er han, som skal være
din drot evindelig.

I vers 7-9 vender formen 180 grader rundt. Her er det nu den syngende, der henvender sig til Jesus. Der er tale om en enkel og personlig bøn til ham om hjælp til at ære ham på samme måde som folkeskaren i Jerusalem gjorde det.

O Jesus, gid jeg kunne,
som jeg så gerne vil,
dig ære nogenlunde,
hjælp du mig selv dertil!

Jeg gerne mine klæder
vil for dig lægge ned,
jeg med i flokken træder,
som er til tak bered.

Jeg bær' og mine palmer
til ærens konge frem;
jeg sjunger mine salmer,
o Jesus, hør dog dem!

Og til sidst i vers 10 rundes der af som et vi. Det fælles hosianna, hvilket betyder ”frels nu”. Gå nu, herre og konge, mod kors og død for vores skyld, og hav så evig tak!

Vort hosianna klinge!
Du ærens konge, gak
vor død at undertvinge
og hav så evig tak!

Sådan udvisker denne salme hele tiden afstanden. Der opstår en nærhed. En nærhed til den første palmesøndag. Og en nærhed til ham, der tiljubles, Jesus Kristus. Og samtidig er den en bøn om frelse og en bøn om hjælp til at lovprise. Salmen rækker dermed på sin egen enkle måde videre end til påskeugen og ind i vores tid.

I linket herunder findes Kingos salme, både i skrift og sunget af Skt. Nikolajs Kirkes Kor i Holbæk. God fornøjelse!

/Peter Fredensborg

www.folkekirken.dk/…/salmer/se-hvor-nu-jesus-traeder


Radiogudstjeneste søndag den 29. marts 2020 ved Solvej Paabøl Andersen

Her er en kort ”radiogudstjeneste” med musik indspillet af Kristjan Piirimets og prædiken af Solvej Paabøl Andersen.
I opfordres til at have salmebogen parat eller at finde salmeteksterne på telefonen, så I kan synge med.

God søndag!


Mariæ bebudelse - epistelbetragtninger

En længere refleksion over 1. Kor 1,21-31 fra fredag den 27. marts 2020.

/Peter Fredensborg



Tanker i en coronatid

I en turbulent tid er der nok at blive modløs over. Vi oplever, at der hamstres, der stjæles håndsprit og mundbind fra et hospital. Ældre mennesker bliver bestjålet af fremmede, der under påskud af at skulle oplyse om hygiejne i en coronatid kommer ind i deres bolig. Heldigvis er det kun et fåtal. Der er til gengæld en masse mennesker, der viser samfundssind, som statsministeren - og nu senest vores dronning - opfordrer til.

På de sociale medier er der masser af mennesker, der tilbyder deres hjælp til alt fra indkøb til hundeluftning og børnepasning. Samtidig er der rigtig mange inden for sundhedssektoren - pensionerede læger, sygeplejersker, sundhedspersonale af den ene og anden kategori, der har meldt sig til at stå til rådighed, hvis det bliver nødvendigt.

I flere af landets kirker er der oprettet både telefonstøtte og digitalt transmitterede gudstjenester for de mange, der søger mod kirken for at finde tørst og håb i en svær tid. Netop håbet er afgørende. For håb er også en forudsætning for handling. De kommende uger - måske måneder - vil blive vanskelige og uforudsigelige. Selv - når vi er ovre krisen, vil det vare længe, før alt er i nogenlunde balance igen. Vi er nok engang blevet mindet om, hvor skrøbelige vi mennesker er. Men samtidig har vi  oplevet en solidaritet i befolkninger rundet omkring i verden, der vidner om en styrke, vi er i stand til at mobilisere, når krisen rammer.

En dag vil coronakrisen være overstået, og verden vil vende tilbage til mere normale tilstande. Om verden bliver helt den samme - det kan kun tiden vise. Indtil det sker, skal vi bevare håbet. Menneskeheden har til alle tider stået ansigt til ansigt med alverdens trusler. Hver gang er truslen blevet overvundet, fordi håb og samarbejde blev en drivkraft for hjælpsomhed og handlekraft.

Jeg vil opfordre alle til i Grene sogn, at vi passe godt på hinanden, og at vi står sammen ved at holde afstand.

Else Marie Madsen
Formand, Menighedsrådet i Grene Sogn
19. marts 2020




Fra litteraturens og evangeliets verden: ”Frygt ikke!” – mere end hvad godt er…

Af Solvej Paabøl Andersen, 18. marts 2020

Jeg har altid læst meget. Helt fra jeg var barn har jeg elsket at dykke ned i de store fortællinger, som kan få mig lidt på afstand af mit eget liv og min egen situation ved at genkende det i nogle andres fortællinger. Eller ved netop ikke at genkende det, men få fortalt livet er endnu større, end det jeg selv erfarer. På godt og ondt.

Den situation, vi befinder os i nu, er et scenario, som mange film eksperimenterer med at tænke på de mulige konsekvenser af. Katastrofefilm, hvor man kæmper mod en overmægtig fjende i kapløb med tiden. Og naturligvis overvindes fjenden til sidst – men ikke uden omkostninger. Det er en situation, som vel ingen af os havde troet, vi nogensinde ville komme i. Som vi højst har beskæftiget os med på tankeeksperimentets præmisser: ”hvad nu hvis…”

Situationen er også beskrevet i litteraturen. Både i de store, klassiske fortællinger og i de mere kulørte eller underholdningslystne. For der ER godt fortællestof i kampen mellem de gode og de onde kræfter. En kamp, som også de bibelske fortællinger er fulde af. En kamp, som fastetiden, som vi befinder os i lige nu, sætter særligt fokus på. En kamp, hvis udfald påsken giver os al mulig grund til at tro på, falder heldigt ud.

En af de fortællinger, jeg har læst for år tilbage, er flere gange dukket op i min erindring de seneste uger, mens vi har fulgt udviklingen af coronavirussen, først i det fjerne udland, så også i det nærmere og nu altså helt tæt på. Det er en portugisisk roman, som hedder ”En fortælling om blindhed.” Den handler om en omsiggribende blindhedsepidemi. Fra det ene sekund til det andet rammes et menneske af total blindhed. For at begrænse epidemien interneres de blinde i en lejr, omgivet af tykke mure, af de seende. Samfundet deles op i et ”dem” og et ”vi”, og der er ingen mulighed for kontakt mellem de to grupperinger. Det er for farligt. De seende sørger for, at de blinde får mad og andre fornødenheder - til at begynde med. Men efterhånden som blindheden griber om sig, bliver frygten også større. De seende ser de blinde mere som trusler end som medmennesker.

Forfatteren viser, hvad frygt kan gøre ved et samfund. Frygt kan føre til forråelse. Jesus siger også ofte i evangeliefortællingerne: ”Frygt ikke!” Og han siger det gerne, når der er al mulig grund til at frygte. Når der er nok at bekymre sig om, og skræmmebillederne trænger sig på, siger han: ”Frygt ikke!” En ting er følelsen af frygt, den er svær at dæmme op for. Noget andet er, hvordan vi handler på frygten. Der er frygt, fordi der er fare på færde. Derfor arbejder dygtige mennesker på at finde ud af, hvordan vi får magten over sygdommen. Mens andre dygtige mennesker løber stærkt for at passe på både dem, som ER syge, og dem, som er mest udsat for at blive det. ”Frygt ikke” betyder ikke, at vi skal lade som om, der ikke er noget at være bange for. Men det betyder, at frygten ikke skal blive bestemmende for vores liv – så vi bliver opgivende eller ligeglade. Kyniske. Så vi hver især kun tænker på at hytte vores eget. Derfor kunne Jesus også tilføje: ”Tro kun”. For med troen i behold kan vi handle, som om vi ikke frygter. Når frygten står alene kan den gøre os blinde for hinandens behov. Derfor er det også så vigtigt med faglighed og fakta i denne tid. Når ingen ser hinandens ansigt, forsvinder efterhånden også grænserne for, hvordan man kan behandle hinanden. Det er det, Saramagos roman illustrerer. For et normalt fungerende menneske sætter anstændigheden et filter for, hvad man kan sige og gøre, når man står ansigt til ansigt med et andet menneske. Den hadske og fjendske tone, der kan være i en debat på internettet, viser også, at det gør en forskel, hvorvidt vi ser hinanden eller ej. Uden på nogen måde at ville påstå, at ”En fortælling om blindhed” siger noget om, hvilken tilstand vores land er i nu, så kan man måske alligevel godt se en parallel i det små, når man – af frygt – går ud og hamstrer, selv om vi får at vide, at der er varer nok. Og i samme grad når man læser de vrede og nedsættende protester over det fra dem, som IKKE styrtede ud for at købe gær og toiletpapir. Det kan være småt med både fornuft og overbærenhed, når man kastes ud i noget så ukendt og usikkert som en epidemi, som man først undervejs er ved at gøre sig erfaringer med.

Romanens blinde samfund er et samfund, hvor det andet menneske bliver en abstraktion og intet andet. Ikke kød og blod, ikke noget man skal værne om. Den eneste drift i tilværelsen bliver at sikre sig selv og sit eget så godt som muligt. Det bliver alles kamp mod alle. Der er dog en kvinde i romanen, der bevarer synet. Hun vælger at spille blind for at kunne følge sin blinde mand ind i interneringslejren. Der forsøger hun at samle de gode kræfter i sin gruppe. Den kvinde kan være os alle sammen. Hun har ikke særlige evner. Men hun elsker, og kærligheden gør ikke blind, men seende. For hende bliver de andre ved med at være mennesker og menneskelige. Hun indgyder dem mod. Hun gør det muligt for de andre i gruppen trods deres blindhed så dog et stykke af vejen at ”have øje for hinanden”. Som hun siger det: ”Hvis vi ikke er i stand til at leve fuldt og helt som mennesker, bør vi i det mindste gøre alt for ikke at leve fuldt og helt som dyr…”

En fortælling om blindhed handler om, hvordan vi lever af at blive set. Om hvordan vores menneskeværdighed trues, når vi ikke ser hinanden. Den seende kvinde bliver af gode grunde ikke selv set, og derfor er hendes udsyn også truet, selv om hendes øjne fungerer udmærket. Netop det, at hun kan se, er ved at få hende til at miste modet og håbet. Virkeligheden – den stigende egoisme og svindende civilisation - er så påtrængende, at hun ikke kan undgå at se den. Men selv om det kan synes af så lidt, hvad hun kan gøre, som den eneste der kan se, så gør det alligevel en forskel, at hun kæmper for den menneskelige anstændighed. Hun lever, som om hun ikke frygter, men tror. Hun lever midt i den barske virkelighed, med åbne øjne, så at sige, og alligevel holder hun sig hele tiden for øje, at der er noget andet, der er værd at insistere på.

Den evne bor i ethvert menneske, vil være min påstand. Men både viljen og kræfterne kan svigte os alle. Der er kun én, hvis hele liv og hele person kunne beskrives som kvinden her. Hun kunne godt læses som en Kristus-figur. For hvad er evangelierne andet end én lang fortælling om, hvordan Kristus kommer til os blinde og svagtseende og snæversynede, som den der har bevaret synet. Kvinden kunne være blevet ude i den trods alt mere komfortable verden uden for lejrens mure, fordi hun kunne se. På samme måde kunne Kristus være blevet i sin fjerne himmel, fordi han er Guds søn. Og han kunne til enhver tid have trukket sig tilbage til den, efterhånden som det stod klart, hvad vej det gik. Mod kors og grav. Så kunne han have siddet og rystet på hovedet af al håbløsheden og barbariet på betrygget afstand.

Men af kærlighed gik han ind i den lidende verden og blev der. Han er kommet til os for at give os retningssans, visdom og indsigt til dog at kunne leve som mennesker, og ikke som dyr. Kommet for at stille et håb frem for os, en tilgivelse og en forjættelse, så vi ikke behøver at stirre os blinde på ødelæggelsen i vores liv. Eller på de andres fejltrin i et svagt øjeblik. Så vi på ethvert sted i tilværelsen, også når vi er udsatte, og når vi bekymrer os, kan rette blikket mod fremtiden som mulighed. Frygt ikke. Tro kun!

Den seende kvinde i Saramagos fortælling tænker på et tidspunkt ved sig selv: ”….blindheden er også dette at leve i en verden, hvor håbet ikke længere findes.” Uden håb lever vi i blinde, uden retningssans. Kristi komme til os betyder, at vi ikke skal famle os frem i blinde – for håbet findes. Med Kristi komme til os, er verden blevet et sted, hvor håbet altid findes. Også når det blotte øje kun kan få øje på elendighed og barbari. Håbet findes i form af den kærlighed, som vi ikke kan undvære. Uden den var vi intet. Den kærlighed, som lader sig overgive til hån og mishandling, som lader sig spytte på og piske og endda slå ihjel. Og som atter rejser sig. For Kristus tager ikke menneskers nej for et nej. Det gjorde han ikke dengang, og det gør han ikke nu. Hvor eftertrykkeligt vi end afviser hans kærlighed, bliver den ved med at holde sig til. For dén kærlighed er tålmodig. Dén kærlighed hører aldrig op. Dén kærlighed er størst af alt, for det er af den, troen og håbet lever.

Den er blind for vores fejl og døv for vores nej. Den gør os seende. Åbner vores øjne for håbet. Den vender os mod fremtiden, så vi tør være i nutiden. Det er altafgørende for vores menneskeværdighed og anstændighed, at vi, trods al elendigheden og barbariet, ser fremtiden som en mulighed.




Eftertanke i en virus-tid

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd" (K.E. Løgstrup).

Det handler om at passe på hinanden! Derfor bør vi særligt i denne tid lægge os ovenstående kloge ord på sinde. Vi holder noget af hinandens liv i vores hænder. Det gælder også, når vi som samfund gør hvad vi kan for at minimere udbredelsen af den særlige corona-virus. Og når der nu tages drastiske skridt i disse bestræbelser. Med mange offentlige institutioner og kirker, der lukkes, og folk, der sendes hjem i en periode. Det sker alt sammen for at udvise rettidig omhu i håb om at det på længere sigt kan redde liv.

Kirkens fastetid har ikke ret meget med patientsikkerhed og folkesundhed at gøre. Alligevel har netop kirkens fastetid noget vigtigt at sige os i den konkrete situation. For her opfordres vi på sin vis også til at prioritere i vores aktiviteter og til at skære ned på det, vi i det daglige tager for givet. For i stedet at ofre tid og opmærksom på det helt centrale i tilværelsen. Troen. Håbet. Kærligheden.

På søndag skulle vi have hørt Jesus sige: "Sandelig sandelig siger jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden." Vi skal med andre ord ikke skære ned på evangeliets ord, men holde fast i det og ofre det opmærksomhed. Så vi bevarer både tro og håb og kærlighed.

"Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare" (DDS 336,1).

Sognepræst Peter Fredensborg