Nyt fra sognet


Radiogudstjeneste søndag den 29. marts 2020 ved Solvej Paabøl Andersen

Her er en kort ”radiogudstjeneste” med musik indspillet af Kristjan Piirimets og prædiken af Solvej Paabøl Andersen.
I opfordres til at have salmebogen parat eller at finde salmeteksterne på telefonen, så I kan synge med.

God søndag!


Mariæ bebudelse - epistelbetragtninger

En længere refleksion over 1. Kor 1,21-31 fra fredag den 27. marts 2020.

/Peter Fredensborg



Tanker i en coronatid

I en turbulent tid er der nok at blive modløs over. Vi oplever, at der hamstres, der stjæles håndsprit og mundbind fra et hospital. Ældre mennesker bliver bestjålet af fremmede, der under påskud af at skulle oplyse om hygiejne i en coronatid kommer ind i deres bolig. Heldigvis er det kun et fåtal. Der er til gengæld en masse mennesker, der viser samfundssind, som statsministeren - og nu senest vores dronning - opfordrer til.

På de sociale medier er der masser af mennesker, der tilbyder deres hjælp til alt fra indkøb til hundeluftning og børnepasning. Samtidig er der rigtig mange inden for sundhedssektoren - pensionerede læger, sygeplejersker, sundhedspersonale af den ene og anden kategori, der har meldt sig til at stå til rådighed, hvis det bliver nødvendigt.

I flere af landets kirker er der oprettet både telefonstøtte og digitalt transmitterede gudstjenester for de mange, der søger mod kirken for at finde tørst og håb i en svær tid. Netop håbet er afgørende. For håb er også en forudsætning for handling. De kommende uger - måske måneder - vil blive vanskelige og uforudsigelige. Selv - når vi er ovre krisen, vil det vare længe, før alt er i nogenlunde balance igen. Vi er nok engang blevet mindet om, hvor skrøbelige vi mennesker er. Men samtidig har vi  oplevet en solidaritet i befolkninger rundet omkring i verden, der vidner om en styrke, vi er i stand til at mobilisere, når krisen rammer.

En dag vil coronakrisen være overstået, og verden vil vende tilbage til mere normale tilstande. Om verden bliver helt den samme - det kan kun tiden vise. Indtil det sker, skal vi bevare håbet. Menneskeheden har til alle tider stået ansigt til ansigt med alverdens trusler. Hver gang er truslen blevet overvundet, fordi håb og samarbejde blev en drivkraft for hjælpsomhed og handlekraft.

Jeg vil opfordre alle til i Grene sogn, at vi passe godt på hinanden, og at vi står sammen ved at holde afstand.

Else Marie Madsen
Formand, Menighedsrådet i Grene Sogn
19. marts 2020




Fra litteraturens og evangeliets verden: ”Frygt ikke!” – mere end hvad godt er…

Af Solvej Paabøl Andersen, 18. marts 2020

Jeg har altid læst meget. Helt fra jeg var barn har jeg elsket at dykke ned i de store fortællinger, som kan få mig lidt på afstand af mit eget liv og min egen situation ved at genkende det i nogle andres fortællinger. Eller ved netop ikke at genkende det, men få fortalt livet er endnu større, end det jeg selv erfarer. På godt og ondt.

Den situation, vi befinder os i nu, er et scenario, som mange film eksperimenterer med at tænke på de mulige konsekvenser af. Katastrofefilm, hvor man kæmper mod en overmægtig fjende i kapløb med tiden. Og naturligvis overvindes fjenden til sidst – men ikke uden omkostninger. Det er en situation, som vel ingen af os havde troet, vi nogensinde ville komme i. Som vi højst har beskæftiget os med på tankeeksperimentets præmisser: ”hvad nu hvis…”

Situationen er også beskrevet i litteraturen. Både i de store, klassiske fortællinger og i de mere kulørte eller underholdningslystne. For der ER godt fortællestof i kampen mellem de gode og de onde kræfter. En kamp, som også de bibelske fortællinger er fulde af. En kamp, som fastetiden, som vi befinder os i lige nu, sætter særligt fokus på. En kamp, hvis udfald påsken giver os al mulig grund til at tro på, falder heldigt ud.

En af de fortællinger, jeg har læst for år tilbage, er flere gange dukket op i min erindring de seneste uger, mens vi har fulgt udviklingen af coronavirussen, først i det fjerne udland, så også i det nærmere og nu altså helt tæt på. Det er en portugisisk roman, som hedder ”En fortælling om blindhed.” Den handler om en omsiggribende blindhedsepidemi. Fra det ene sekund til det andet rammes et menneske af total blindhed. For at begrænse epidemien interneres de blinde i en lejr, omgivet af tykke mure, af de seende. Samfundet deles op i et ”dem” og et ”vi”, og der er ingen mulighed for kontakt mellem de to grupperinger. Det er for farligt. De seende sørger for, at de blinde får mad og andre fornødenheder - til at begynde med. Men efterhånden som blindheden griber om sig, bliver frygten også større. De seende ser de blinde mere som trusler end som medmennesker.

Forfatteren viser, hvad frygt kan gøre ved et samfund. Frygt kan føre til forråelse. Jesus siger også ofte i evangeliefortællingerne: ”Frygt ikke!” Og han siger det gerne, når der er al mulig grund til at frygte. Når der er nok at bekymre sig om, og skræmmebillederne trænger sig på, siger han: ”Frygt ikke!” En ting er følelsen af frygt, den er svær at dæmme op for. Noget andet er, hvordan vi handler på frygten. Der er frygt, fordi der er fare på færde. Derfor arbejder dygtige mennesker på at finde ud af, hvordan vi får magten over sygdommen. Mens andre dygtige mennesker løber stærkt for at passe på både dem, som ER syge, og dem, som er mest udsat for at blive det. ”Frygt ikke” betyder ikke, at vi skal lade som om, der ikke er noget at være bange for. Men det betyder, at frygten ikke skal blive bestemmende for vores liv – så vi bliver opgivende eller ligeglade. Kyniske. Så vi hver især kun tænker på at hytte vores eget. Derfor kunne Jesus også tilføje: ”Tro kun”. For med troen i behold kan vi handle, som om vi ikke frygter. Når frygten står alene kan den gøre os blinde for hinandens behov. Derfor er det også så vigtigt med faglighed og fakta i denne tid. Når ingen ser hinandens ansigt, forsvinder efterhånden også grænserne for, hvordan man kan behandle hinanden. Det er det, Saramagos roman illustrerer. For et normalt fungerende menneske sætter anstændigheden et filter for, hvad man kan sige og gøre, når man står ansigt til ansigt med et andet menneske. Den hadske og fjendske tone, der kan være i en debat på internettet, viser også, at det gør en forskel, hvorvidt vi ser hinanden eller ej. Uden på nogen måde at ville påstå, at ”En fortælling om blindhed” siger noget om, hvilken tilstand vores land er i nu, så kan man måske alligevel godt se en parallel i det små, når man – af frygt – går ud og hamstrer, selv om vi får at vide, at der er varer nok. Og i samme grad når man læser de vrede og nedsættende protester over det fra dem, som IKKE styrtede ud for at købe gær og toiletpapir. Det kan være småt med både fornuft og overbærenhed, når man kastes ud i noget så ukendt og usikkert som en epidemi, som man først undervejs er ved at gøre sig erfaringer med.

Romanens blinde samfund er et samfund, hvor det andet menneske bliver en abstraktion og intet andet. Ikke kød og blod, ikke noget man skal værne om. Den eneste drift i tilværelsen bliver at sikre sig selv og sit eget så godt som muligt. Det bliver alles kamp mod alle. Der er dog en kvinde i romanen, der bevarer synet. Hun vælger at spille blind for at kunne følge sin blinde mand ind i interneringslejren. Der forsøger hun at samle de gode kræfter i sin gruppe. Den kvinde kan være os alle sammen. Hun har ikke særlige evner. Men hun elsker, og kærligheden gør ikke blind, men seende. For hende bliver de andre ved med at være mennesker og menneskelige. Hun indgyder dem mod. Hun gør det muligt for de andre i gruppen trods deres blindhed så dog et stykke af vejen at ”have øje for hinanden”. Som hun siger det: ”Hvis vi ikke er i stand til at leve fuldt og helt som mennesker, bør vi i det mindste gøre alt for ikke at leve fuldt og helt som dyr…”

En fortælling om blindhed handler om, hvordan vi lever af at blive set. Om hvordan vores menneskeværdighed trues, når vi ikke ser hinanden. Den seende kvinde bliver af gode grunde ikke selv set, og derfor er hendes udsyn også truet, selv om hendes øjne fungerer udmærket. Netop det, at hun kan se, er ved at få hende til at miste modet og håbet. Virkeligheden – den stigende egoisme og svindende civilisation - er så påtrængende, at hun ikke kan undgå at se den. Men selv om det kan synes af så lidt, hvad hun kan gøre, som den eneste der kan se, så gør det alligevel en forskel, at hun kæmper for den menneskelige anstændighed. Hun lever, som om hun ikke frygter, men tror. Hun lever midt i den barske virkelighed, med åbne øjne, så at sige, og alligevel holder hun sig hele tiden for øje, at der er noget andet, der er værd at insistere på.

Den evne bor i ethvert menneske, vil være min påstand. Men både viljen og kræfterne kan svigte os alle. Der er kun én, hvis hele liv og hele person kunne beskrives som kvinden her. Hun kunne godt læses som en Kristus-figur. For hvad er evangelierne andet end én lang fortælling om, hvordan Kristus kommer til os blinde og svagtseende og snæversynede, som den der har bevaret synet. Kvinden kunne være blevet ude i den trods alt mere komfortable verden uden for lejrens mure, fordi hun kunne se. På samme måde kunne Kristus være blevet i sin fjerne himmel, fordi han er Guds søn. Og han kunne til enhver tid have trukket sig tilbage til den, efterhånden som det stod klart, hvad vej det gik. Mod kors og grav. Så kunne han have siddet og rystet på hovedet af al håbløsheden og barbariet på betrygget afstand.

Men af kærlighed gik han ind i den lidende verden og blev der. Han er kommet til os for at give os retningssans, visdom og indsigt til dog at kunne leve som mennesker, og ikke som dyr. Kommet for at stille et håb frem for os, en tilgivelse og en forjættelse, så vi ikke behøver at stirre os blinde på ødelæggelsen i vores liv. Eller på de andres fejltrin i et svagt øjeblik. Så vi på ethvert sted i tilværelsen, også når vi er udsatte, og når vi bekymrer os, kan rette blikket mod fremtiden som mulighed. Frygt ikke. Tro kun!

Den seende kvinde i Saramagos fortælling tænker på et tidspunkt ved sig selv: ”….blindheden er også dette at leve i en verden, hvor håbet ikke længere findes.” Uden håb lever vi i blinde, uden retningssans. Kristi komme til os betyder, at vi ikke skal famle os frem i blinde – for håbet findes. Med Kristi komme til os, er verden blevet et sted, hvor håbet altid findes. Også når det blotte øje kun kan få øje på elendighed og barbari. Håbet findes i form af den kærlighed, som vi ikke kan undvære. Uden den var vi intet. Den kærlighed, som lader sig overgive til hån og mishandling, som lader sig spytte på og piske og endda slå ihjel. Og som atter rejser sig. For Kristus tager ikke menneskers nej for et nej. Det gjorde han ikke dengang, og det gør han ikke nu. Hvor eftertrykkeligt vi end afviser hans kærlighed, bliver den ved med at holde sig til. For dén kærlighed er tålmodig. Dén kærlighed hører aldrig op. Dén kærlighed er størst af alt, for det er af den, troen og håbet lever.

Den er blind for vores fejl og døv for vores nej. Den gør os seende. Åbner vores øjne for håbet. Den vender os mod fremtiden, så vi tør være i nutiden. Det er altafgørende for vores menneskeværdighed og anstændighed, at vi, trods al elendigheden og barbariet, ser fremtiden som en mulighed.




Eftertanke i en virus-tid

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd" (K.E. Løgstrup).

Det handler om at passe på hinanden! Derfor bør vi særligt i denne tid lægge os ovenstående kloge ord på sinde. Vi holder noget af hinandens liv i vores hænder. Det gælder også, når vi som samfund gør hvad vi kan for at minimere udbredelsen af den særlige corona-virus. Og når der nu tages drastiske skridt i disse bestræbelser. Med mange offentlige institutioner og kirker, der lukkes, og folk, der sendes hjem i en periode. Det sker alt sammen for at udvise rettidig omhu i håb om at det på længere sigt kan redde liv.

Kirkens fastetid har ikke ret meget med patientsikkerhed og folkesundhed at gøre. Alligevel har netop kirkens fastetid noget vigtigt at sige os i den konkrete situation. For her opfordres vi på sin vis også til at prioritere i vores aktiviteter og til at skære ned på det, vi i det daglige tager for givet. For i stedet at ofre tid og opmærksom på det helt centrale i tilværelsen. Troen. Håbet. Kærligheden.

På søndag skulle vi have hørt Jesus sige: "Sandelig sandelig siger jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden." Vi skal med andre ord ikke skære ned på evangeliets ord, men holde fast i det og ofre det opmærksomhed. Så vi bevarer både tro og håb og kærlighed.

"Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare" (DDS 336,1).

Sognepræst Peter Fredensborg